DMU-forsker vil fjerne giftige dampe med kulfilter
Danmarks Miljøundersøgelser er sikker på, at aktive kulfibre kan fjerne en del af PCB-forureningen i indeklimaet. Forsøg skal vise, om det kan bruges midlertidigt eller permanent.
Tema
Læs også
-
Katastrofal mangel på regler for at måle og fjerne giftige dampe
-
Milliardregning i vente for PCB-oprydning i danske bygninger
Læs mere om
Normalt kender vi aktivt kul fra rensning af forurenet drikkevand, men Philipp Mayer fra Danmarks Miljøundersøgelser ved Aarhus Universitet mener, at kulfiltre også kan hjælpe danskerne af med giftige PCB-dampe.
Professor Philipp Mayer har indkøbt en luftrenser i udlandet, så han kan afprøve, hvor effektiv den er.
»Det afgørende optag af PCB fra bygninger sker gennem luft og støv. Med kulfiltre har vi måske en forholdsvis nem metode til at gøre noget ved begge dele,« siger han.
»Jeg er sikker på, at aktive kulfiltre kan fjerne en stor del af PCB fra indeluften og støvet, men mangler data for, hvor effektivt de kan nedsætte den PCB-eksponering, der forårsages af indeklima,« tilføjer seniorforskeren.
Han vurderer, at stort set alle luft- og partikelbårne PCB'ere, som ledes igennem filtret, vil blive fanget. Hvor meget en luftrenser vil kunne sænke den gennemsnitlige PCB-koncentration i luften, afhænger blandt andet af rummets størrelse, luftcirkulationen, og hvilke overflader der frigiver PCB.
For at opnå størst mulig effektivitet har Philipp Mayer valgt en model med et stort kulfilter på 15 kg og en luftgennemstrømning på 600 kubikmeter per time.
Han mener, at filtret i det mindste kan benyttes til bygninger, hvor der er konstateret PCB, men hvor renoveringen ikke er gået i gang. Desuden kan de nedbringe de høje niveauer af forurening, som ofte er til stede det første år, efter at PCB'en er fjernet.
Om filtrene er tilstrækkeligt effektive til også at udgøre en permanent løsning, tør seniorforskeren ikke spå om, før han har haft lejlighed til at teste dem i praksis.
Philipp Mayer gør opmærksom på, at ventilation i sig selv langt fra altid kan fjerne PCB-fyldt luft fra boliger, skoler og daginstitutioner.
»Når man blot suger ud i et hus, kan det ske, at luften kommer ind omkring vinduerne, hvor der er en god chance for, at den bliver forurenet med PCB. Derfor kan ventilation i sig selv give forhøjet koncentration,« forklarer han med henvisning til, at de PCB-holdige fuger i bygninger ofte sidder omkring vinduer og døre.
Desuden sender mange ventilationsanlæg varmen ud til fuglene, hvilket ikke gælder kulfiltrene.
De fungerer ved, at luften trækkes igennem først et forfilter for at fjerne partikler og dernæst aktivt kulstof, som binder PCB. Derfor vurderer Philipp Mayer også, at selve det aktive kul til sidst skal bortskaffes som farligt affald.
Det anlæg, som han har indkøbt, koster i underkanten af 10.000 kroner. Der findes mindre og billigere kulfiltre på markedet, som er beregnet til private boliger.
Philipp Mayer mangler endnu at skaffe penge til en videnskabelig test af filtret.






