Med ny radarteknologi mister søpiraterne gemmestederne
Den centrale komponent i alle radarsystemer, magnetronen, er på vej til teknikkens store historiebog. En ny, transistorbaseret radarsender og en digitaliseret signalbehandling giver blandt andet mulighed for at afsløre søpirater, der hidtil har kunnet skjule sig mellem høje bølger.
”Scanter 5000 radaren er beregnet til at identificere ”ikke-cooperative mål” - det vil sige smuglere og terrorister,” siger udviklingschef Steen K. Hansen, Terma Radar Systems. (Foto: Kent Krøyer, Ingeniøren)
Multimedia
Video:
Ny radar afslører skibspirater
Læs mere om
Elektronikfirmaet Terma, som har produceret radarsystemer siden 2. Verdenskrig, er nu parat til at pensionere den mest centrale komponent i alle radarsystemer - magnetronen, som er et stort og specialiseret radiorør.
Magnetronens afløser, en transistorbaseret mikrobølge-sender og -modtager, er kun én blandt mange væsentlige konstruktions-fornyelser i Termas nyeste radarsystem, Scanter 5000.
»Det kunne ikke lade sig gøre at få mere ud af magnetronerne, selv med meget avanceret databehandling af signalerne. Så vi havde behov for at udvikle en ny, teknologisk platform, som vi kan videreudvikle til nye produkter i de næste ti år,« siger udviklingschef i Termas afdeling for radarsystemer, Steen K. Hansen.
Den nye radartype kan for eksempel bruges til at afsløre søpirater og smuglere, der med de traditionelle radarer har haft for let ved at skjule sig. Se video.
Udgangspunktet var en meget højtydende, digital militærradar, som Terma havde bygget til brug for søværn. Det er en meget kostbar radar, som aldrig ville kunne sælges til civile myndigheder som kystvagter og politienheder. Teknikken fra denne radar blev nu genbrugt i en langt billigere version.
Folkevognsudgaven af en Formel-1 racer
Det svarer til, når de store bilfabrikker udvikler nye motorteknologier til Formel-1 racere og derpå henter de bedste principper ind i bilproduktionen til massemarkedet.
»Vi kunne jo se, hvordan interessen for en tættere overvågning af kyster og kritiske sikkerhedsområder voksede blandt civile myndigheder, især efter 11. september 2001,« siger han.
Det væsentlige i den nye radarteknologi er, at radarekkoet bliver digitaliseret meget tidligt i modtagermodulet. Derpå bliver signalet sendt videre som talværdier ned til computerenheden.
»Man kan sige, at der foretages en matematisk foldning af signalet, som koncentrerer signalet. På den måde kan billedet opløses i finere detaljer end hidtil,« fortæller han.
Men en så avanceret beregning, udført på myriader af ekkoer, der ankommer i hurtig rækkefølge, kræver en ualmindeligt hurtig computer. For at det overhovedet kan lade sig gøre at nå de mange beregninger, udføres de i hardware. I stedet for at bruge almindelige computerprocessorer, ram-kredse og databusser - bruges FPGA-moduler (Field-Programmable Gate Array).
FPGA-chips består af milliarder af logiske elektronikkredsløb, som kan programmeres på en måde, der minder om software. Men resultatet er et stort antal processor-agtige "områder" af chippen, som kan arbejde parallelt med hinanden - med en forrygende hastighed.
Denne udvikling, en "popularisering" af en avanceret militærradar, har taget to år hos Terma. Og nu er resultatet, Scanter 5000, klar til at blive solgt til civile myndigheder over hele verden - en rigtig dårlig nyhed for pirater og smuglere. De første eksemplarer kan leveres allerede efter sommerferien. Priserne begynder ved et par millioner kroner.
»Radaren er jo oprindeligt beregnet til militæret, så der følger et helikopterlandingsmodul med. Det kan bruges på et civilt skib med en helikopterlandingsplads, men det kan også bruges på land,« siger han.






