/byggeri

Ingeniører tjekker Aalborgs tage efter kollaps i institution

Rådgivende ingeniører skal inspicere tagene på bygninger, der ligger omkring den institution, hvor taget kollapsede under snemassernes tryk.

Af Ulrik Andersen, torsdag 04. mar 2010 kl. 15:51

Kan andre bygninger også kollapse? Det spørgsmål er ingeniørfirmaer i øjeblikket i gang med at besvare i Aalborg Kommune.

Lørdag den 27. februar bragede taget på en døgninstitution i Hammer Bakker nord for Aalborg ned. 16 børn og pædagoger befandt sig i bygningen, og det var formentlig kun fordi den tre-etagers bygning er opført med betondæk, at tagkollapset ikke førte til yderligere skader på bygningen eller på dem, der opholdt sig i den.

»Der er andre bygninger i området, der opført i samme stil, i samme periode og af samme arkitekt, så nu er vi i gang med at få undersøgt tagkonstruktionerne på dem,« fortæller chefarkitekt Jens Hammer fra Aak Bygninger under Aalborg Kommune.

Institutionen er en del af et større kompleks med omkring 40 bygninger, der hovedsageligt er opført at staten fra begyndelsen af 1900-tallet og frem. CF Møllers tegnestue har tegnet bygningen med det kollapsede tag, der er opført i 1951 og flere andre bygninger. Aalborg Kommune begyndte for flere uger siden at skovle sne ned ad kommunens bygninger, men Jens Hammer og hans kolleger forventede ingen problemer med bygningen i Hammer Bakker.

»Det er bundsolide bygninger. Den pågældende bygning et ret bredt tag på 14 meter, men det er et saddeltag, så sneen ville normalt skride ned, men det har det af en eller anden grund ikke gjort her.«

Kommunens forsikringselskab er i gang med at lave en teknisk rapport om årsagen til tagkollapset, og indtil den er klar, vil Jens Hammer ikke spekulere i årsagen til kollapset, men de omgivende bygninger skal tjekkes nu.

»Teoretisk set kan der være nogle af de andre bygninger, der skal sikres, så der ikke sker noget med dem næste vinter eller når den næste storm kommer. Men det ved vi først, når ingeniørerne har været igennem dem.«

Afhængigt af, hvad forsikringsselskabets og ingeniørernes rapporter viser vil Aalborg Kommune udvide undersøgelsen til kommunens øvrige bygninger.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.