/produktion

Mærskdirektør afviser løsagtig sikkerhedskultur på ulykkesramt olieskib

Rapporten fra Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed (SO) om eksplosionen på Mærsks flydende olieprocesanlæg indeholder faktuelle fejl og giver ikke det rigtige billede af sikkerhedskulturen ombord, mener direktøren for anlægget.

Klik for at se billedet i stort

Nogle af skaderne set inde fra modulet, hvor både kompressorer og omgivelser tog alvorlig skade.


Læs også

Af Kasper Brøndgaard Andersen, torsdag 04. mar 2010 kl. 17:34

Den er ikke gal med sikkerhedskulturen på det flydende produktionsanlæg Mærsk Ngujima-Yin, der sidste år blev ramt af en eksplosion i et kompressoranlæg. En katastrofe, der afslørede ellers betydelige fejl i sikkerhedssystemerne, men alligevel afviser direktør i Mærsk fpso Paul Carsten Pedersen, at den er gal med sikkerheden ombord.

»Der er problemer på forskellige områder, som vi har taget til os. Det må ikke opfattes, som at jeg ikke tager det fulde ansvar for, hvad der er foregået. Der har været tekniske fejl og sikkert også systemfejl. Men at sige, der er en dårlig sikkerhedskultur, det er forkert,« siger han.

Tre forskellige brandslukningssystemer blev enten ikke aktiveret, var nedslidte eller installeret forkert, da branden opstod, ligesom skibets video-overvågning røg sig en tur.

Hvis der har været en sikkerhedskultur ombord, skulle man så ikke have opdaget de problemer?

»Jo, det kan du sige, men igen må jeg henvise til, hvor stort og komplekst anlægget er. Selvfølgelig skal man være på tæerne med så mange delfunktioner i et anlæg,« siger Paul Carsten Pedersen.

Stort set samtlige sikkerhedssystemer bliver der i rapporten fra Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed meldt om fejl på, men alligevel mener direktøren, at opklaringsenheden går for langt i sine konklusioner, ligesom han mener, at der er flere faktuelle fejl i den 66-sider lange rapport.

»Vi har prøvet at forklare Søfartsstyrelsen, at deres event-log ikke er korrekt. Det har de valgt at se bort fra. Det er kedeligt at skulle kritisere Søfartsstyrelsen, men jeg tror, det her er en tand, der bare skal prikkes ud,« siger Paul Carsten Pedersen.

Han kritiserer også Søfartsstyrelsen for at have lagt for stor vægt på udtalelser fra anonyme personer, der blandt andet har givet udtryk for, at "arbejdsstyrken har mistet tiltro til, at Mærsk Ngujima-Yin er et sikkert sted at arbejde", og at "Mærsk sætter produktion før sikkerhed."

»De få besætningsmedlemmer, der mener, der har været problemer (med sikkerhedskulturen, red.), repræsenterer ikke den generelle holdning på enheden,« siger Paul Carsten Pedersen.

Hvordan ved I det?

»Det har vi undersøgt meget nøje. Blandt andet i et samarbejde med besætningmedlemmerne.«

Har I eksempelvis lavet anonyme spørgeundersøgelser?

»Vi behøver sådan set ikke anonymisere noget som helst, for der er overhovedet ikke noget i vores måde at drive vores virksomhed på, der ikke opfordrer til, man bringer et hvilket som helst sikkerhedsspørgsmål op,« siger Paul Carsten Pedersen.

Mærsk fpso har ifølge direktøren holdt flere møder med Søfartsstyrelsen, for at få opklaringsenheden til at trække nogle af sine konklusioner tilbage, men det er ikke sket. I øjeblikket gennemgår Søfartsstyrelsens Opklaringsenhed et omfattende datamateriale fra Mærsk, som kritiserer den officielle rapport.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.