Indlæg til Ingeniøren 0903-2010 om nationale tests
Endnu engang inspireret af en interessant leder i Ingeniøren d. 5/3, har jeg valgt at videregive nogle strøtanker om samme emne.
Det er måske ikke så væsentligt for problematikken men de nationale tests forløber faktisk helt hen i slutningen af april.
Jeg vil gerne indlede med en kort skitsering af nogle problematikker mange undervisere må tumle med i hverdagen. -I øvrigt mener jeg bl.a., at man skal være usædvanlig varsom med at vurdere enkelttests omkring en enkelt underviser, klasse, eller måske oven i købet en hel skole, da der er mange faktorer, der spiller ind på udfaldet af tests. Tænkemåde og formuleringer hos opgavestilleren er fx slet ikke uden betydning.
En anden ting nogle måske også skulle tænke over, er fx trends der kan opstå på enkelte hold/klasser og som kan fastholdes af blot enkelte alfahanner/hunner i en klasse. Er der opstået en trend om at det ikke er ”smart” at lave lektier og det i hvert fald slet ikke er ”smart” at blamere sig med selv den mindste viden, så kan man efter min overbevisning være såvel verdensmester i pædagogik og professor i en højere videnskab og resultatet vil stadig ikke være imponerende.
En isoleret vurdering af en test på en sådan klasse, kan meget vel lede til en helt forkert konklusion.
For at situationen ikke skal anklages for at være ”sortseende”, så har jeg da heldigvis også foruden et mere gennemsnitligt forløb med studerende set trends som er lige stik modsat det lige skitserede og så er det jo simpelthen en ren fornøjelse at undervise og se udviklingen af de unge mennesker!
Det som mange undervisere, såvel i folkeskolen som på gymnasiet kæmper med, er de værdier, holdninger og normer eller måske snarere mangel på samme, som en del studerende har med hjemmefra. Hvis forældre ikke udviser nogen interesse for deres afkoms skolegang og lektier og også til tider generelle ve og vel, vil mange få vigende udbytte af undervisningen. Der er mange elever som passer deres skolegang/studium, men der er alt for mange som enten slet ikke laver lektier eller som laver dem i beskedent omfang. Alt for mange kommer alt for sent i seng og laver måske først lektier omkring kl. 22.00. Det er indlysende at er man træt, gør det indlæring ekstra besværlig.
En anden ting, som kan være vanskelig at forstå for mange undervisere, er den omvendte proportionalitet mellem krav (politikernes holdning) til folkeskolens og gymnasiernes resultater og de forhold der arbejdes under. Herunder de midler der stilles til rådighed. Nu udtaler jeg mig jo som person og ikke som repræsentant for en undervisningsinstitution, men jeg tror at mange undervisere er enige med mig i, at blot en enkelt elev kan mindske/ødelægge udbyttet af selv den bedste undervisning. Vi har efterhånden mange elever med diverse diagnoser i ”rummelighedens navn”. De overordnede tanker om rummelighed er muligvis gode nok ud fra en socialpædagogisk (eller økonomisk ;-) ? ) tankegang, men i praksis ser og hører jeg om alt for mange tilfælde af, at det kun er til skade for såvel de pågældende elever, deres medstuderende og også for underviseren.
Den stigende vold og psykisk terror, såvel blandt studerende som overfor undervisere, som også er steget gennem årene er også noget undervisere ”skal rumme”, uden egentlig at have noget væsentligt værktøj at løse sådanne problematikker med. Derfor finder jeg det på ingen måde underligt at der blandt undervisere ofte ses stress og langtidssygemeldte, samt den vigende tilgang til undervisningsfaget.
I princippet har privatskoler og gymnasier bedre værktøjer hertil, idet de ikke er pligtige til at beholde elever der af forskellige årsager minimerer/ødelægger undervisningen. Alt efter hvilken institution der er tale om spiller økonomien en større eller mindre rolle i sådanne tilfælde og kan derfor alligevel blokere for nødvendige tiltag.
Hvis man ikke også erkender, at der må gøres noget på disse områder, så kan man teste nok så meget og det rykker måske i virkeligheden ikke så meget, fordi forholdene for undervisningen ikke er optimale. –Og så skal man selvfølgelig også erkende, at det jo ikke er en eller flere tests der gør studerende bedre!
Med hensyn til den oprindelige årsag til mit indlæg her, så kan jeg da nævne, at jeg faktisk ikke kan nævne én eneste underviser som taler bare i nærheden af positivt om de nationale tests som det ser ud lige nu. Og det gælder både i de humanistiske og de naturvidenskabelige discipliner. Kritikken som jeg hører og som jeg selv tilslutter mig, er dog ikke uden nuancer. Nogle kritikere iblander såvel subjektive som politiske nuancer til argumentationen mod disse tests.
For mit eget vedkommende har jeg intet problem med tests i et givet omfang og mange undervisere benytter sig da også af tests i det daglige på forskellige måder.
Tests kan være et rigtig godt værktøj til dels at vurdere tidligere og nuværende undervisere samt de studerendes udbytte af undervisningen. Herunder naturligvis deres egen indsats! –Som bestemt ikke er uden betydning.
Der hvor man kan bl.a. kan diskutere tests er fx hvad man vil definere som en test, under hvilke former en test skal afholdes, hvordan opgaverne skal formuleres (åbne eller som ja/nej lignende m.v.) osv. Noget andet er antallet af tests. Des flere tests der afholdes i undervisningstiden des mindre tid er der til undervisning.
Én af de ting som virkeligt har irriteret mange er, som det nævnes, den ustabilitet der har været. Noget andet er funktionaliteten som en kollega viste mig for nogle uger siden i den version, hvor det var tiltænkt, at eleverne skulle vende sig til ”formen”, så de forberedte, når det endelig slag skal slås. Biologitesten var sådan set umulig at lave i hele sin udstrækning. Man skulle vinge af i nogle af spørgsmålene, men det lod sig simpelthen ikke gøre……. Spørg lige om det gav frustrationer hos såvel lærere som elever!
Jeg har selv været inde og kigge på testudgaven i fysik og jeg må indrømme at for mange spørgsmål er for uspecifikke eller dårligt formulerede til, at man kan svare simpelt på dem. Jeg er faktisk ved at tro, at des mere en elev ved, des vanskeligere vil det i nogle tilfælde være at svare.
Som nogle enkelte eksempler kan jeg bl.a. nævne:
1. Mad nedbrydes i fordøjelsessystemet. Er det en fysisk eller kemisk ændring?
2. Jern omdannes til rust. Er det en fysisk eller kemisk ændring?
3. En kedel er skitseret på en varmeplade. Her skal man så vælge mellem sande og falske udsagn. Et spørgsmål lyder: Kedlen er smallere i toppen end i bunden. Arealet, hvor energien tilføres, er altså større end arealet, som energien (vanddampen) forsvinder fra. Det gør, at temperaturen i kedlen stiger?
I de to første spørgsmål, mener jeg sagtens at man kan være i tvivl om, hvad svaret er, for der kan efter min mening argumenteres for begge løsninger. Man kan dog kun svare sandt eller falsk.
Sidste spørgsmål er jo sådan set ej heller uden nuancer, for tryk og temperatur hænger uløseligt sammen og da der ikke står noget om trykforhold i opgaven, vil de gode elever måske side og overveje om det er en slags trickspørgsmål. For hvis trykket blot stiger en smule er temperaturen så stadig kun 100 grader? Havde man vist et bægerglas eller en gryde (hvis man absolut vil anvende køkkenredskaber til en fysik-test ;-) ), havde spørgsmålet efter min mening være mere entydig.
Min konklusion på det jeg har set i disse tests er at opgavestillerne næppe har megen eller nogen undervisningserfaring med målgruppen overhovedet. Man kunne få den tanke at det samme gælder for softwareudviklerne ;-)
Måske skulle dette i virkeligheden have været et åbent brev til politikerne……?
