Spritny møllevinge hiver 4-5 procent mere energi ud af vinden
Danske LM Glasfiber har udviklet en helt ny, høj-effektiv vinge-type til den kinesiske møllefabrikant Envision, der også åbner udviklingscenter i Silkeborg.
Det nye profil er testet i LM glasfibers vindtunnel. I testkammeret simuleres de faktiske forhold, som vindmøllevingen udsættes for. Test profilet - i midten - monteres på et drejeligt modul.
Læs også
-
Før klimatopmødet: Dansk indsats bag storslået kinesisk satsning på vindkraft
Læs mere om
Dokumentation
LM Glasfiber har tegnet sin første, store kontrakt på leverance af en helt ny vingetype til en kinesisk kunde ved navn Envision.
Vingen er så ny, at det ikke er muligt at få et billede af den, men prototyper af den 42,1 meter lange vinge er ved at blive fremstillet i Kina – på en af LM Glasfibers tre eksisterende fabrikker.
Ifølge den strategiske samarbejds-aftale med møllefabrikanten skal LM Glasfiber levere disse nye vinger til mindst 1333 møller af Envisions type på 1,5 MW, hvilket svarer til en samlet effekt på 2000 MW. Det udløser etablering af en helt ny fabrik i Kina, LM’s fjerde i landet.
Kommunikationschef Helle Larsen Andersen forklarer, at den 42,1 meter lange, nye vingetype er smallere og slankere og benytter sig af et nyt aerodynamisk profil. Og at den er tænkt som en slags ’plug-and-play’ vinge:
»Profilet og udformningen gør, at en 1,5 MW mølle kan øge energiproduktionen med 4-5 procent med vores nye vinger på 42,1 meter i stedet for de 40,3 meter vinger, som vi ellers typisk sælger til denne mølletype,« forklarer hun.
Hun tilføjer, at der vel at mærke ikke er tale om, at belastningerne på møllekonstruktionen øges.
»Men vi satser også på, at den nye vinge kan komme ind i billedet, når eksisterende 1,5 MW skal have skiftet deres vinger alligevel. Derfor har vi gjort meget ud af, at de nemt kan skiftes efter plug-and-play princippet,« siger Helle Larsen Andersen.
Hun peger også på, at den nye vingetype vil kunne gøre det lønsomt at stille vindmøller op på lidt mindre vindrige steder – og at det dermed vil kunne udvide markedet for vindkraft.
Det nye design er udviklet ved hjælp af LM Glasfibers særlige software program, og profilets ekstra ydeevne er dokumenteret gennem omfattende tests i virksomhedens vindtunnel.
Også omkring anvendelse af råvarerne – polyester og glasfiber – til vinge-fremstillingen er der optimeret i det nye vinge-koncept.
Ny spiller på det kinesiske marked
LM Glasfibers nye samarbejdspartner, Envision Energy, er relativt ny på det kinesiske marked. Virksomheden er ikke – som mange af de andre kinesiske producenter – udsprunget af sværindustrien eller har overtaget et eksisterende europæisk mølle-koncept.
I stedet satser virksomheden - ifølge LM Glasfiber – på at tage det bedste fra de eksisterende koncepter og selv udvikle videre på produkterne i samarbejde med forskellige partnere. Envision er for eksempel på vej til at åbne et kontor i Danmark, hvor noget af teknologiudviklingen skal foregå.
Indtil videre har Envision kun en enkelt møllemodel på markedet, en 1,5 MW.
Vinger skal bygges ved Yangtze-floden
LM Glasfibers nye fabrik til produktion af 42,1 meter vingerne bliver placeret i et nyt industriudviklingsområde for vedvarende energi ved siden af Yangtze-floden i Jiangyin, cirka to timers kørsel fra Kinas største by Shanghai.
LM Glasfiber etablerede sine først produktionsfaciliteter i Kina i 2001. Den anden fabrik blev åbnet i Urumqi i 2007, efterfulgt af den tredje i Qin Huang Dao i 2009.
Anlægsarbejdet er allerede startet med udgangspunkt i LM Glasfibers modulbaserede fabriksdesign, som giver mulighed for nem og hurtig konstruktion og kapacitetsudvidelse. Når fabrikken er i drift til sommer, vil den kunne beskæftige cirka 225 medarbejdere.





