Grønland udnytter vandkraft fra smeltevand
Vandkraftværker, der udnytter smeltevand, bruser frem i Grønland. Nu starter byggeriet af endnu ét.
Grønland bygger nu endnu et vandkraftværk, der udnytter nedbør og smeltevand fra indlandsisen. Nukissiorfiit, der producerer og distribuerer el, vand og varme, har netop indgået kontrakt med entreprenørerne E. Pihl & Søn Grønland på opførelsen af et vandkraftværk uden for Ilulissat, der er Grønlands tredjestørste by med ca. 4.500 indbyggere.
Arbejdet forventes at begynde i juni 2010, og den første el skal leveres fra den første turbine i november 2012. Hele anlægget forventes idriftsat i 2013. Det vil med en årlig energiproduktion på ca. 65 GWh blive landets næststørste vandkraftværk, efter det i Buksefjorden ved Nuuk. E. Pihl & Søn har bl.a. også været entreprenør på et vandkraftværk i Sisimiut, som netop nu færdigtestes. Når vandkraftværket i Ilulissat tages i brug, overgår det lokale kraftvarmeværk til at være reserveanlæg. Dermed erstattes de ca. seks mio. liter olie, som kraftvarmeværket bruger pr. år, med energi fra faldende vand. Dertil kommer olieforbruget ved varmeproduktion til fjernvarmenettet, da der vil blive installeret elektrokedler, som vil producere varme af el fra vandkraftværket.
»Vandkraftprojektet er endnu et sikkert skridt i den rigtige retning: at sikre samfundet en større uafhængighed af olie. Når projektet står færdig til produktion i løbet af 2013, vil cirka 70 procent af Nukissiorfiits energiproduktion ske på basis af vedvarende energi - i 2008 var andelen på 40 procent,« udtaler energidirektør i Nukissiorfiit, Svend Hardenberg, i en pressemeddelelse.
Dermed er Grønland godt på vej til at nå målet om få en sikrere energiforsyning baseret på lokalt produceret vedvarende energi, hvilket er målet, da øen er isoleret fra store fælles forsyningsnet og derfor meget følsom over for udsving i olieprisen.
Men der er store forhindringer i vejen for at udnytte energien, for der er mange små bysamfund spredt ud over et stort areal uden et fælles elektricitetsnet, så der skal bygges mange vandkraftværker. Herudover er der ofte også langt fra indlandsisen og ud til kysten, hvor byerne er. Det betyder enorme omkostninger til blot at få elektriciteten ført frem til brugerne.
En anden udfordring er klimaændringerne, der på den ene side er positive i forhold til vandmængder, men som også kan være skyld i, at Indlandsisens rand smelter så langt tilbage, at det medfører ændringer af oplandet til vandkraftværket.
Der laves derfor grundige forundersøgelser med modeller for isdynamikken og klimaet frem til 2080, før der træffes beslutning om opførelse af et nyt vandkraftværk.





