Kommentar: Uheldig Facebook-kampagne for at kalde 10^27 for ’hella'
En amerikansk fysikstuderende vil lade et amerikansk slangudtryk lægge navn til nyt SI-præfix. Det er et ugennemtænkt forslag, som kun vil give problemer. Ingeniøren mener det vil være bedre at tage udgangspunkt i det grønlandske talord for ni: qulingiluat. Hvad mener du?
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Austin Sendek, der er fysikstuderende ved Univerity of California, Davis, har startet en Facebook-kampagne for at give 10^27 præfixet ’hella’. Han har allerede samlet mere end 28.000 fans.
I SI-systemet er 10^24 det højeste tal, der har fået tildelt sit eget præfix, yotta, og det tilhørende symbol Y. Navnet har rod i det græske ord ’okto’, der betyder otte, da 10^24 = 1000^8.
I sin Facebook-kampagne skriver Sendek, at der i 120 kg af kulstof-12 er der 6 hellaatomer, og at Solen med en vægt på 2,2 hellaton frigiver en energi på 0,3 hellawatt – her går den fysikstuderende lidt gal i betegnelserne for effekt og energi, men fred være med det i denne forbindelse.
Austin Sendek vil med betegnelsen ’hella’ hædre de mange forskningsinstitutioner i San Franciso-området i Californien, som har ydet store bidrag til den videnskabelige udvikling. Det er nemlig også fra dette område, at ordet ’hella’ er opstået som amerikansk slang for mange, meget eller stort. Man kan f.eks. sige: ”There are hella stars out tonight”.
Ugennemtænkt forslag
Man må formode, at hella skal have forkortelsen H. Det giver dog et væsentligt problem, som Sendik ikke tager højde for.
Det vil så ikke være muligt at bruge samme symbol med lille bogstav for 10^-27 - på samme måde som Y og y bruges for 10^24 og 10^-24, og Z og z bruges for 10^21 og 10^-21. Det er umuligt at bruge betegnelsen ’hello’ eller noget i denne stil for 10^-27, da symbolet h i SI er reserveret til hekto eller 10^2.
Hvor yotta (Y) og yocta (y) har rod i græsk okto, så kommer zetta (Z) og zepto (z) fra ’septo’ eller ’septem’ og har dermed en oprindelse i fransk eller latin.
Det græske ord for ni er ’ennea’, men E kan ikke bruges som symbol, da det allerede bruges til Exa (10^18). Fra latin har vi ’novem’. Symbolet N kunne godt bruges for 10^27, men det går ikke at bruge n som symbol for 10^-27, da ’n’ allerede referer til nano (10^-9).
Løsningen findes på Grønland
De danske talord femten og atten har som bekendt lagt navn til femto (10^-15) og atto (10^-18) i SI, så der skulle være mulighed for at anvende andre sprog end græsk og latin. Finsk duer dog ikke, da ni hedder yhdeksän, og Y og y allerede er optaget.
Q og q er derimod ledige symboler, og det er så heldigt, at ni på grønlandsk hedder ’qulingiluat’. Grønland har egne talord op til 12, herefter bruger man danske ord. Så hvorfor ikke lade 10^27 = 1000^9 få symbolet Q og et navn som f.eks. qulitta - 10^-27 kunne så hedde qulicto og få symbolet q.





