Fiskekasser med RFID-tag gør fisken sporbar
De danske fiskerihavne er netop ved at introducere 200.000 helt nye fiskekasser med indbygget RFID-tags. Næste skridt er at koble indholdet i kassen med en central database.
De nye standardiserede fiskekasse til dansk fiskeri. De 200.000 nye kasser er alle forsynet med en RFID-tag, som er placeret på hver side af kassen lige under håndtaget.
Læs også
Læs mere om
Fra begyndelsen af maj vil alle fiskekasser blive scannet på vej ind og ud af alle danske fiskerihavne. Dermed er det første skridt taget mod fuld sporbarhed af fisken, fra den landes på fiskefartøjet til den står på middagsbordet.
Siden 2007 har den fællesejede virksomhed "Pack and Sea" arbejdet på at introducere ens fiskekasser i alle danske fiskerihavne. Kasserne er forsynet med en RFID-tag og på den måde kan der holdes styr på, hvor kasserne befinder sig. Tidligere havde hver havn sin kassevariant, hvilket betød, at 25 forskellige kassevarianter cirkulerede mellem havnene.
»Fartøjerne registrerer jo allerede alle de data der skal til, så det er et naturligt skridt, at koble dem med indholdet af den enkelte kasse. Det burde ikke give ekstra arbejde for fiskerne,« fortæller direktør i Pack and Sea, Bent Gregersen Kirk.
De ekstra informationer skal ikke lægges direkte ned i RFID-taggen, men kobles med et sporbarhedssystem, hvor fiskerne alligevel indberetter informationerne til. Det forklarer divisionschef Simon Johansen fra Lyngsoe Systems A/S, der står for levering af systemet:
»Ideen er så at de virksomheder, der køber kasserne på auktion kan abonnere på informationerne og på den måde levere sporbarhedsinformationerne videre.«
EU kræver sporbare fisk
Fiskeindustrien har også en helt konkret grund til netop at indføre RFID-tags og sporbarhedssystemer netop nu: Fra første januar 2011 træder et nyt EU-direktiv i kraft og her er kravet, at forbrugerne skal kunne spore fisken helt tilbage til fangsttidspunktet:
»Men også de store detailkæder, især i udlandet, stiller i dag krav om sporbarhed,« siger Simon Johansen.
RFID- og sporbarhedssystemet til 200.000 fiskekasser har kostet et tocifret millionbeløb at indføre, men Simon Johansen vurderer, at besparelserne på den daglige håndtering af fiskekasserne, papirarbejde og bortkomne fiskekasser gør, at fiskerne ikke vil opleve en ekstraomkostning.





