LHC's forår

Af Troels C. Petersen,  onsdag 03. mar 2010 kl. 09:40

Nu er foråret kommet på mange måder. Ikke blot er det marts, men andre steder i verden fejres forårets komme med den farverige Holi-festival. Og på CERN starter LHCs forår.

Efter to måneders "hektisk pause", hvor CERN’s LHC-accelerator efter indledende kørsel er blevet gjort klar til at levere milliardvis af kollissioner ved høj energi, er man i disse timer ved at være klar til igen at lade protoner cirkulere i tunnellerne under CERN.

Datoen for dette har ikke været offentliggjort af den simple årsag, at man ikke kender den! Man arbejder simpelthen bare frem mod at kunne køre. Med 10.000 forskellige ting, som skal virke, er det bare at gå i gang.

Planen er at køre LHC i 18 måneder i denne omgang, kun med mindre pauser (alt efter hvordan de 10.000 ting virker). Selvom alle ser frem til de enorme mængder data (mange petabytes), så er det også lang tid at holde et eksperiment kørende. Jeg kan huske de mange glade men meget trætte ansigter på CERN, alene fra de 18 dage LHC kørte i december, så 18 måneder.

Men det er i dette data, at vi kan finde Higgs-partiklen (hvis den eksisterer?) og muligvis mange andre fantastiske ting, som har været med til at forme Universet. LHC og eksperimenterne ved LHC kan nu fortsætte jagten på svar. Og ligesom enhver tings livscyklus, så er dette LHC’s første rigtige start, og dermed LHC’s forår.



03. mar 2010 kl 18:29

avatar

Lars Grønnegaard

Kontrolrumsskærme

Man kan følge med i anstrengelserne på en web-side der viser forskellige informationsskærme fra CERNs centrale kontrolrum. Man skal lige klø sig lidt i nakken for at forstå hvad der foregår.
Der er forskellige skærme, men jeg synes den der hedder LHC1 er mest interessant. :-)

http://op-webtools.web.cern.ch...LHC1


03. mar 2010 kl 18:52

Berndt Barkholz

Hvis nogen...

...er spændt på at høre om resultaterne, så er det mig. Jeg er overbevist om at denne "gudepartikel" ikke eksisterer, end ikke skyggen af den... massebegrebet må være en del af Maxwell's teori... jeg ved bare endnu ikke hvordan, men... standart modellen synes for mig at være ren fantasi. Kraftoverførsel ved hjælp af partikler kræver kontrollerende intelligens... som ikke er der !


03. mar 2010 kl 18:55

Anders Lund

Re: Kontrolrumsskærme

Hvis du gerne vil følge med, kan jeg anbefale www.lhcportal.com, som er en privat side som samlet adgangen til rigtig meget spændende information, og der er også en guide til at forstå dem.
På siden er også beskrevet hvordan du får et login, så du kan kigge i cerns logbog.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.