Gennembrud: Diger forstærkes med småsten i plasticlim
BASF har udviklet en form for plastic, der størknet over småsten kan forstærke diger. Produktet er på vej til danske kyster.
Læs også
-
Global opvarmning er bremset af mindre vanddamp i stratosfæren
Dokumentation
De danske diger kan beskyttes med en ny type beklædning, der består af småsten klistret sammen af en ny form for plast, der dæmper bølgekraften og bremser vandmasserne.
Polyuretanen er en fordel, da det på grund af elasticiteten og gennemtrængeligheden giver en smule efter, når bølgernes store kraft slår ind mod det. Herudover absorberes vandets energi ved hjælp af de forbundne lommer mellem stenene.
Lommerne gør det også muligt for dyr og andet at leve i stenene.
Størkner på 20 min.
Selve sikringen laves helt praktisk ved, at de to flydende komponenter, der tilsammen udgør polyuretan, blandes og røres sammen med knuste sten i eksempelvis en cementblander. Derved dækkes stenene af et tyndt lag gennemsigtig film.
Stenene med plasticfilmen hældes herefter på diget i en tykkelse på 15-30 cm i løbet af 20 minutter efter sammenblandingen. Herefter hærder det – også selvom det befinder sig under vand.
På vej til danske kyster
Det er tyske BASF’s datterselskab Elastogran, der har udviklet elastomer-polyuretan-systemet. Konceptet har fået navnet Elastocoast og er blevet testet og brugt ved det tyske vadehav i fem år. Blandt andet så tæt på Danmark som på øen Sild. Også Holland, Frankrig og Storbritannien har sten klistret sammen på strandene.
Men nu er det også på vej ind på de danske kyster. BASF præsenterede sidste år konceptet for rådgivende ingeniørvirksomheder i Danmark, da BASF ønsker at starte et pilotprojekt i Danmark for at få de nødvendige erfaringer med alle relevante parter.
Tyskernes næste planlagte skridt er at kontakte danske entreprenører for at høre, om de har et kommende projekt, hvor Elastocoast kan indgå. På den måde skal der blandt andet afdækkes spørgsmål omkring design af kystsikringstiltag, miljømæssige påvirkninger, teknisk udstyr til udførelse osv. i forbindelse med danske forhold.






