Et væld af "ustyrlige" varmepumper stiller krav om flere kraftværker
Energinet.dk forventer helt op til 500.000 nye varmepumper i danske huse uden for fjernvarmesektoren. Disse stiller krav om flere nye kraftværker. Nyt projekt skal afklare de konkrete muligheder for styring og regulering af elektriciteten i Danmark.
Læs også
-
Varmepumpe-producenter raser: Dong tvinger kunder i seng med Danfoss
Læs mere om
Dokumentation
Et nyt og banebrydende demonstrationsprojekt skal afklare, om og hvordan massevis af varmepumper kan spille sammen med et elsystem med store mængder vindkraft. Og dermed hvordan varmepumper kan vendes fra at være nogle el-slugere, når de kører i spidsbelastningsperioderne – til at være et middel til at indpasse vedvarende energi i elsystemet.
Derfor søger Energinet.dk fra i dag – hvor starten er gået til kapløbet om at få del i oliefyrs-skrotningspengene - 300 deltagere til demonstrationsprojektet blandt de husejere, som skifter deres gamle oliefyr ud med en miljøvenlig varmepumpe.
»Der er en lang række uafklarede spørgsmål i forbindelse med, om og hvordan varmepumperne bedst muligt kan spille sammen med elsystemet. Dem skal vi nu have belyst med dette projekt,« forklarer chefkonsulent i strategisk planlægning Steen Kramer Jensen fra Energinet.dk, som har ansvaret for udvikling af det danske elsystem.
Projektet skal for eksempel belyse, om det rent faktisk er muligt at få forbrugerne til at flytte deres forbrug på baggrund af prissignaler fra elsystemet.
Man skal finde ud af, hvordan den intelligente styring mellem elsystem, elhandler og varmepumpe kan indrettes, og man skal se på, hvilke forretningsmodeller og markedsdesign, der kan understøtte udviklingen af det intelligente elforbrug.
Intelligente målere mangler
Endelig skal man have udviklet en styringsautomatik til varmepumperne. Den findes ikke i dag, så derfor skal projektet fastlægge konkrete krav til en styringsenhed, så driften af en varmepumpe kan optimeres i forhold til elsystemet - samtidigt med at ejerens ønsker til komfort og økonomi tilgodeses.
»Men alt dette kræver også, at forbrugeren har en intelligent elmåler med timeafregning, og sådan er det jo desværre endnu kun ganske få steder,« siger Steen Kramer Jensen.
I dag er der omkring 80.000 varmepumper i Danmark – heraf trækker de 32.000 et vandbårent system, som er det interessante i forhold til at kunne afbryde varmepumpen i kortere eller længere perioder.
Steen Kramer vurderer, at skrotningsordningen kan føre til yderligere 10.000-30.000 jordvarmeanlæg eller luft/vand varmepumper, men at det ikke i sig selv vil udgøre et problem.
»Vi har tidligere beregnet, at omkring 50.000 nye varmepumper uden styring vil kræve en ekstra kraftværksblok på 350 MW, fordi varmepumperne kører i spidsbelastnings-perioderne,« forklarer han.
Energinet.dk har selv vurderet, at potentialet for eldrevne varmepumper uden for fjernvarmesektoren på længere sigt ligger på 500.000 anlæg, eller mere end 15 gange så mange som i dag.
Så hvis ikke varmepumperne kan styres, risikerer vi at stå med et behov for ny kapacitet i støårrelses ordenen 3500 MW. Det svarer til godt seks Avedøre 2 blokke på hver 560 MW.
Fjernstyring af varmepumper
I demonstrations-projektet står Nordjysk Elhandel A/S i spidsen for et delprojekt, som handler om intelligent fjernstyring af individuelle Varmepumper.
Projektet, som også har fået støtte af Forskel, har til formål at demonstrere, hvordan intelligent fjernstyring af individuelle varmepumper kan opbygges uden at forbrugerens komfort forringes, samtidigt med at de samfundsøkonomiske fordele - inklusive klimagevinster - opnås.
Projektet skal også vise, hvordan individuelle varmepumper kan anvendes af en balanceansvarlig til både at flytte forbruget og til at levere systemydelser til energisystemet.
Udover Nordjysk Elhandel A/S deltager Energitjenesten Midtjylland, NeoGrid Technologies, Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, Sektionen for automation & Control.
Teknologisk Institut bidrager i samarbejde med bl.a. Varmepumpefabrikanternes Brancheforening, en lang række varmepumpefabrikanter, Syd Energi og SEAS/NVE med et andet under-projekt, der bl.a. har fokus på de tekniske, økonomiske og komfortmæssige konsekvenser af at tænde og slukke varmepumpen efter el-priserne.
Den 12. marts starter projekterne officielt med et kick-off seminar hos Energinet.dk.






