/byggeri

Indsatsleder: Betondæk reddede formentlig børn fra tagkollaps

En etageadskillelse af beton reddede formentlig børn og voksne i en institution i Nordjylland fra at få 500 kvadratmeter tag i hovedet, mener indsatsleder efter tagkollaps på grund af sne.

Af Stefan Petersen, mandag 01. mar 2010 kl. 10:22

Aalborg kommunes beredskab evakuerede lørdag morgen 13 børn og seks voksne fra en døgninstitution i Vodskov, Nordjylland. Ingen kom til skade, men det betegner indsatslederen ved Aalborg beredskab som et held. Børnene blev nemlig reddet af et betondæk.

Taget på den vestlige side af den tre etager store bygning gav efter for omkring 40 centimeter sne, da hanebåndsspærrene knækkede. I den østlige side af bygningen blev tagkonstruktionen skubbet to meter ud fra bygningen.

Derfor var det godt, at etageadskillelsen bestod af et betondæk, der var bygget sammen med murdækket i facaden. Indsatsleder Anders Brosbøl fra Aalborg Beredskabscenter oplever typisk, der er brugt et trædæk som etageadskillelse ved de bygninger, hvor taget kollapser.

På institutionen befandt flere børn og pædagoger sig på etagen under taget.

Derfor er Anders Brosbøl glad for, at der i dette tilfælde var tale om en meget solid etageadskillelse på bygningen fra 1951.

»Det var godt, at det var en etageadskillelse af beton. Tit skubber tagkonstruktionen facaden ud. Havde det været tilfældet her, havde den øverste etage ikke haft nogen etage tilbage, og så havde det set helt anderledes ud. Det er min bedste overbevisning, men det er kun gisninger,« siger indsatsleder Anders Brosbøl fra Beredskabscenter Aalborg.

Han understreger dog, at det ikke betyder, at man skal frygte, hvis ens etageadskillelse består af træ. Det overraskede ham i første omgang, at der kunne ske et kollaps på så solid en bygning.

Bygningschef: »Lige nu fylder det meget, om vi er forsikret«
Indtil der foreligger en undersøgelse af tagkonstruktionen, er det for tidligt at sige, hvad der kunne være sket.

»Det er for tidligt at konkludere noget teknisk. Vi er i en indledende sondering, men lige nu fylder det meget, om vi er forsikret,« siger arkitekt og bygningschef Jens Hammer fra Aalborg Kommunes bygningskontor.



01. mar 2010 kl 12:29

Kåre Hansen

Billedeteksten er vist lidt overdrevet

"Ingen kom til skade" siger artiklen - men "Der er foreløbigt fundet 13 omkomne" siger billedeteksten ???


01. mar 2010 kl 12:50

avatar

Thomas Djursing

Fra Ing.dk

Ved et beklageligt uheld fik vi vedhæftet et forkert billede og billedtekst til historien. Det beklager vi.

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.