1. Marts er deadline til de frie forskningsråd FTP. Mon ikke presset på rådet bliver større end nogensinde?

FTP står for forskningsrådet for teknologi og produktion, og er af indlysende grunde centralt for ingeniørforskning.

Politikerne vil gerne både sætte kursen, holde rattet, bestemme farten og bestemme bilens farve samt musikken på CD spilleren, når det kommer til offentlig finansieret forskning. Efter en lang række år med Helge Sander er det strategiske forskningsråd svulmet, mens de frie forskningsråd er gået fra at være altdominerende til at være sunket alvorligt i baggrunden. Og det er en skam, for det er en vigtig ordning.

Hvorfor er fri forskning vigtig, når politikerne allerede ved hvad samfundet hungrer efter?

Well. Det man hungrer efter er ikke altid det der er mest brug for på sigt, som enhver småbørnsmor ved. Skulle H C Ørsted have ventet på at der kom et opslag fra kongen om udforskning af elektricitetens praktiske muligheder? Så havde du nok ikke læst denne blog, men istedet læst din bulletin ved skæret af en meget avanceret petroleumslampe

Man kan intet andet end konstatere at forskernes lyst til at selv at vælge hvilke ideer der er mest interessante. Mit institut er sammen med alle andre inden for teknisk videnskabelig forskning på den anden ende. Jeg har ikke mange kolleger der ikke sender eller er med på en ansøgning til FTP (teknologi og produktion) eller det lidt mere højpandede FNU (natur og univers).

Hvordan fungerer forskningsrådet?

Du får en ide til et projekt, skriver en ekstrem grundig ansøgning sammen med et par kolleger, laver budget, beskriver hvad du har tænkt dig at gøre for at få det til at lykkes, og hvorfor du er den rigtige til at lave projektet. Det tager gerne en lilel måned at få alting på plads.
Rådet og en stribe uafhængige eksperter vurderer så om der er videnskabelig nyhedsværdi, om det er realistisk, og om resultaterne vil have nogen videnskabelig, teknisk og samfundsmæssig værdi.

Denne glimrende ordning bliver presset stadigt hårdere af politikere der tilfører færre og færre penge på bekostning af strategisk forskning (hvor de bestemmer), mens flere og flere forskere kaster sig over denne ene dryppende hane i en ørken af micro-management og mistillid.

Denne runde er det så mærkbart værre end det plejer.

FTP var i år nødsaget til at droppe den ene af de to årlige uddelinger, så man kun kan søge forskningsprojekter 1. marts - der er et år til næste gang. Rådet står til en ordentlig gang tæppebombning med ansøgninger, og den i forvejen lave acceptance rate på omkring 10% i 2009, bliver formentlig endnu lavere.

De ved udmærket godt at ideer ikke altid kan bestilles i en bestemt farve og form. De kommer når de kommer, og det er usundt at sortere alle ideer fra, hvis ikke de opfylder et øjeblikkeligt samfundsbehov. Men det er ikke rådet der bestemmer hvor mange penge de har at dele ud, kun hvem der skal have dem.

Den baggrundsviden du som ingeniør bruger hver dag, ville ikke eksistere hvis kongerne, præsidenterne, politikerne eller for den sags skyld skatteyderne skulle detaljebestemme vidensprocessen: på et pizzaria kan man da godt få en pizza hvor man selv bestemmer alle ingredienserne, men på en god restaurant er det som regel tilrådeligt at lave kokken bestemme menuen og lave maden. Det er jo det han er uddannet til.

Mit gæt er at forskningsrådet denne gang får omkring 30% knaldgode, støtteværdige ansøgninger, hvoraf de formentligt kommer til at støtte 7-8%. Resten går til spilde. Et kæmpe spild af tid og kræfter.

Hvor kan man ellers søge hen? EU? Der er situationen endnu mere bagudskuende.

EU projekter opererer allerede med meget specifikke emne-opdelte opslag - calls - så hvis din ide ikke passer ind (og det gør den tit ikke), så glem det. Ofte kan man næsten læse hvilken forskningsgruppe der har lobbyet sig til en formulering, der passer.

Pengene er der! Der er gode støttemuligheder både nationalt og internationalt medmindre... ja, medmindre du har en *virkelig* god ide, som ingen har tænkt på før... for så kan der jo netop ikke være noget opslag på forhånd.

De frie forskningsråd er en af de sidste bastioner i et vidensamfund som får angstanfald ved tanken om ideer der ikke giver produkter på markedet inden næste valgperiode.

Uden det frie forskningsråd får vi brug for en hel stribe børnehjem for forældreløse ideer. Og der bliver ikke færre ideer. Jeg ved fra mine studerende at iderigdommen, fantasien og gåpåmodet i næste generations ingeniører er i topklasse -  spørgsmålet er om samfundet magter at udnytte det.

Lad os håbe det. Der er jo kommet en ny minister, så vi må håbe.

Ellers er det for alvor deadline for den frie forskning.