/rumfart

Masser af isgejsere på dynamisk Saturnmåne

Nye billeder fra rumsonden Cassinis sidste passage af Saturnmånen Enceladus har afsløret en overflod af nye isgejsere og skyer, som strømmer ud fra markante strukturer ved månens sydpol.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 26. feb 2010 kl. 17:06

Under Cassinis forbiflyvning af Saturnmånen Enceladus i november måned fik man også lavet det hidtil mest detaljerede temperaturkort af revnerne i overfladen, hvor materialet bliver slynget op fra. Samtidig har man fået udfyldt en række huller i kortlægningen af Enceladus’ sydpol og sammensat et tredimensionelt billede af revnerne, som kaldes Tigerstriber.

Tigerstriberne dominerer området ved sydpolen, og herfra slynges ispartikler, vanddamp og organiske forbindelser ud i rummet. På blot et af billederne fra Cassini, har man fundet mere end 30 isgejsere, hvoraf de cirka 20 var nogle, man aldrig havde set før. En af dem ser ud til at være aftaget i styrke, siden den sidst blev observeret.

»Enceladus forsætter med at overraske os. Ved hver forbiflyvning med Cassini lærer vi endnu mere om månens ekstreme aktivitet,« siger den videnskabelige projektleder på Cassini, Bob Pappalardo i en Nasa-pressemeddelse.

»Denne sidste forbiflyvning bekræftede vores mistanke; styrken af de forskellige isgejserer varierer med tiden og mange nye, både større og mindre, opstår hele tiden langs Tigerstriberne,« siger Carolyn Porco fra Space Science Institute i Boulder, der leder billedbehandlingsholdet.

Ved at sammensætte varmedata med billeder i det synlige område, er det lykkedes at lave et tredimensionelt billede af et 40 kilometer langt område af den længste Tigerstribe, kaldet Baghdad Sulcus. Herved er det muligt at se sammenhængen mellem den geologisk unge overflade med sine revner og de varme områder. Det bredeste område med varme, som man tidligere har observeret, ser nu ud til at være begrænset til et blot en kilometer bredt område langs revnen i overfladen.

Temperaturerne når op på minus 93 grader celsius (180K), hvilket forskerne mener skyldes, at varmt vand vælter op fra Enceladus indre og er med til at drive jetstrømmene af ispartikler ud af revnerne.

»Revnerne kan virke kolde efter jordisk standard, men på Enceladus er de varme oaser sammenlignet med de blot minus 223 grader celsius (50K) i omgivelserne. Den store mængde varme, som strømmer op af Tigerstriberne, kan være nok til at smelte isen neden under. Det er resultater som disse, der er med til at gøre Enceladus til et af de meste spændende steder i solsystemet,« siger John Spencer der er med på det videnskabelige hold bag det infrarøde spektrometer på Cassini.

Forbiflyvningen den 21. november sidste år var Cassinis sidste observationer af dette område i det sydlige område, før Enceladus’ sydlige polarområde bliver dækket af 15 års mørke.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.