Mælkevejen er invaderet af fremmede stjerner
Astronomer anslår, at omkring en fjerdedel af de 160 kugleformede stjernehobe i Mælkevejen er kommet hertil fra andre galakser. Dette støtter teorien om, at Mælkevejen vokser ved at opsluge mindre dværggalakser.
Hubble-rumteleskopet har fotograferet den typiske kugleformede stjernehob, Messier 80, som omfatter hundrede tusinder af stjerner.
(Foto: NASA/The Hubble Heritage Team/STScI/AURA)
(Foto: NASA/The Hubble Heritage Team/STScI/AURA)
Læs også
-
Astrofysikere vil detektere tyngdebølger med et galaktisk GPS-system
-
15 procent af Mælkevejens stjerner ligner vores planetsystem
Læs mere om
Dokumentation
Mælkevejen er fyldt med fremmede stjerner og stjernehobe. Det viser en ny undersøgelse under ledelse af Duncan Forbes fra Swinburne University of Technology i Australien.
Mange af Mælkevejens stjerner og kugleformede stjernehobe er født uden for Mælkevejen og er vandret ind i Mælkevejen i løbet af de sidste få milliarder år. De nye resultater bliver offentliggjort i tidsskriftet Notices of the Royal Astronomical Society.
»Det har vist sig, at mange af de stjerner og kugleformede stjernehobe, som vi ser på nattehimlen, i virkeligheden er indvandrere og stammer fra andre galakser,« siger Duncan Forbes til Astronomy Now.
Grådig Mælkevej
Kugleformede stjernehobe er store grupper af stjerner, som indeholder mellem 10.000 og flere millioner stjerner hver. Astronomerne har tidligere haft mistanke om, at nogle stjernehobe kunne stamme fra andre steder, men man har hidtil ikke været i stand til af definere, hvilke det kunne være. Ved hjælp af Hubble-rumteleskopet har Duncan Forbes og hans canadiske kollega Terry Bridges, bestemt alderen og de kemiske sammensætninger af individuelle stjernehobe.
»Ved hjælp af denne database er det lykkedes os at finde de væsentligste træk i en lang række kugleformede stjernehobe, hvilket har været med til at afsløre deres oprindelse. De stjernehobe, som er dannet uden for Mælkevejen, har en tendens til at have en lavere alder for en specifik mængde af forskellige kemiske sammensætninger,« forsætter Duncan Forbes.
De to astronomer har bestemt, at disse fremmede stjernehobe udgør omkring en fjerdedel af alle kugleformede stjernehobe i Mælkevejen.
Dette viser samtidig, at millioner og atter millioner af stjerner er blevet tilført Mælkevejen fra disse fremmede kugleformede stjernehobe. Endvidere tyder resultaterne på, at Mælkevejen måske har opslugt flere dværggalakser, end man hidtil har antaget.
Beholder sin form
-Man kender til mindst to dværggalakser, som er blevet opslugt af Mælkevejen; Sagittarius og Canis Major. Andre stjernehobe er også blevet identificeret, som har de samme dynamiske egenskaber, blandt andet med hensyn til position og hastighed.
Astronomerne har fundet, at en række stjernehobe har sammenfaldende egenskaber, hvilket viser, at de stammer fra samme dværggalakse. I alt har man fundet op til 47 forskellige stjernehobe, som er blevet opslugt i seks til otte dværggalakser.
Selvom dværggalakser bliver splittet op, og deres stjerner opslugt af Mælkevejen, så forbliver deres kugleformede stjernehobe forholdsvis intakte og overlever at blive opslugt. De nye resultater bekræfter endvidere teorien om, at større galakser som eksempelvis Mælkevejen vokser ved at opsluge mindre galakser.





