/karriere

Kappestriden motiverer Femerns undertippede tunnelfolk

Femerntunnelen ligner en tabersag i forhold til en bro, men tekniske udfordringer, udsigt til rekorder og samarbejde med verdens bedste holder gejsten oppe hos tunnelfolkene.

Af Lene Wessel, lørdag 27. feb 2010 kl. 16:00

Projektchefen medgiver det gerne: Femerntunellen er bagud på point i forhold til en bro - i hvert fald lige nu. Særligt prisforskellen på cirka en milliard euro giver broen større vinderchancer end tunnelen.

Men mens nogle ville finde situationen demotiverende, oplever projektchef for tunnel Steen Lykke, Femern A/S, den undertippede rolle som særdeles motiverende. Lidt på samme måde som når et bundhold skal møde topholdet i superligafodbold.

De faglige udfordringer er dog den altoverskyggende motivationsfaktor i et projekt som Femernforbindelsen, fortæller han:

»Vores opgave er at få udgifterne ned uden at gå på kompromis med sikkerhed, vedligehold og funktionalitet. Det udfordrer eksperternes fantasi og erfaring, fordi de ikke kan gøre som sidst.«

Med andre ord betyder kombinationen af ekstrem høj faglighed og konkurrencen med brofolkene, at motivationen nærmest er naturligt indlejret i projektet. En holdning, som civilingeniør Susanne Kalmar Pedersen, Rambøll, deler. Hun er en del af projektledelsen for tunnelrådgiverkonsortiet, som består af Rambøll, Arup & TEC, og finder det også fremmende for engagementet at arbejde sammen med de dygtigste eksperter i hele verden.

»Når man kan tiltrække Top 25 i verden blandt tunnelspecialister, så er det en stor motivation for yngre, knap så erfarne ingeniører at være med,« siger Susanne Kalmar Pedersen.

I alt er der knyttet 120 medarbejdere til tunnelprojektet, heraf cirka 50 på fuld tid.

Tunnelens fortræffeligheder

Den kollegiale kappestrid med brofolkene har skærpet deres blik for tunnelens fortrin. Som et par fodboldfans, der skal beskrive deres holds fortræffeligheder, remser Susanne Kalmar Pedersen og Steen Lykke fordelene ved en tunnel op:

Tunnelen bliver aldrig is- og sneglat, og den skal aldrig lukkes, når det stormer eller blæser. Hvis uheldet er ude, samles giftige kemikalier i et lukket system, og der er hurtig vejhjælp ved for eksempel en punktering, fordi tunnelrørene er overvåget.

Ja, selv dér, hvor tunnelen kan vise sig at stå lidt svagt, er der masser af råstof til at motivere medarbejderne, forklarer Steen Lykke:

For eksempel er det ekstremt farligt, hvis der opstår ukontrolleret brand i en tunnel, så det er et område, der bliver fokuseret på. Rådgiverne har hyret verdens fem-seks bedste eksperter til at analysere problemet, og deres arbejde bliver igen gransket af tre eksterne eksperter.

Udsigt til verdensrekorder

Det kan virke, som om rådgiverne har sendt deres egne folk til eksamen, men i stedet blev det en motiverende saltvandsindsprøjtning, da de eksterne eksperter kom til Danmark for at udfordre tunnelkonsortiets egne eksperter, fordi det satte gang i spændende diskussioner på et højt fagligt niveau, fortæller Steen Lykke:

»Det var interessant at se eksperterne kæmpe for hver deres skole - samtidig med at de udfordrede hinanden på en humoristisk måde - og så se, hvordan de i løbet af kort tid nåede frem til et robust kompromis.«

Her motiverer det ifølge Susanne Kalmar Pedersen at deltage i "giganternes kamp":

»Man skal have for øje, at det er motiverende at få inspiration og ny viden, samtidig med at de kan udveksle historier om andre projekter med erfarne specialister som dem selv.«

En motivationsfaktor hun i den grad nikker genkendende til. Måske er det derfor, at hun læner sig ind over bordet og med et glimt i øjet slår sin næste pointe fast:

»Vi må hellere røbe det nu: Vi har ikke spor svært ved at motivere medarbejderne. Det er i sig selv sjovt at lave noget unikt.«

Selv har hun været med på Storebæltstunnelen, Øresund Landanlæg, Malmø Citytunnel, Limerick Tunnel og Delhi Metro, primært som medarbejder hos Rambøll. Hun er dog ikke i tvivl om, at mange tunneleksperter hellere følger et projekt end et firma.

Bygherren Steen Lykke er enig. Han har været projektchef for bl.a. Øresundstunnelen og Marmaray Tunnel i Istanbul. Med en Femerntunnel kan de slå hele to verdensrekorder: Den længste sænketunnel nogensinde og den dybestliggende med både vej- og jernbanetrafik:

»Den type projekter tiltrækker folk som en magnet. Og kan man udfordre deres tekniske intellekt - og det kan vi på grund af vores eksperter og vores verdensrekorder - så får vi en masse motivation forærende, og så er folk villige til at arbejde meget, meget hårdt,« siger han.

Læs denne artikel i fuld længde og flere artikler om Femernprojektet i denne uges trykte udgave af Ingeniøren. Abonnenter kan logge ind og bruge linkene herunder.



27. feb 2010 kl 23:55

John Niss Hansen

Motivation ?

Valget mellem bro eller tunnel burde vel ikke afgøres af medarbejdernes motivation, men af brugernes interesser.


28. feb 2010 kl 09:01

Leif Petersen

Re: Motivation ?

Bro/tunnel afgøres desværre sjældent af brugernes interesser men oftest af politikernes ditto. Hvad ser flottest ud? En lang, elegant bro med himmelstræbende søjler, eller et hul i jorden?


28. feb 2010 kl 12:53

avatar

Mikael Valsted Sørensen

Det er lige en tand for letkøbt

Hvis uheldet er ude, samles giftige kemikalier i et lukket system, og der er hurtig vejhjælp ved for eksempel en punktering, fordi tunnelrørene er overvåget.
(...)
For eksempel er det ekstremt farligt, hvis der opstår ukontrolleret brand i en tunnel, så det er et område, der bliver fokuseret på.

Hvornår er det lige, at en tunnels største ulemper bliver dens fordele, når dens karakteristika sammenlignes med en bros? Det lyder næsten som om, at tunnel per definition er sikrere "fordi de har ansat fem-seks eksperter" og "fordi de vil bygge et system til overvågning og inddæmning".

Uanset hvor gode og ufejlbare systemer, som de vælger at implementere, så kan man ikke komme uden om fakta - broer er bare sikrere på visse områder, særligt ifm. brand og udslip af farlige materialer.

At der så vil være konstant overvågning betyder INTET i forhold til, at jeg hellere vil befinde mig på en bro end i en tunnel, hvis der opstår et harmonikasammenstød m. risiko for voldsomme brande og/eller farlige udslip.

Godt forsøgt, men ikke godt nok. Umiddelbart kan jeg godt se fordelene ved en tunnel ift. en bro, men de ovenstående nævnte er bestemt ikke nogle af dem, så kom venligst ind i kampen I, der kalder jer "verdens" bedste ingeniører. :)

/Mikael


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.