Forbrydere optrapper brugen af GPS-jammere
Kinesiske GPS-jammere er blevet modeudstyr hos engelske kriminelle. De kan bestilles via internettet for nogle få hundrede kroner stykket, og det er nemt at få fat i dem.
En lille, kinesisk GPS-jammer kan købes i Kina via internettet. Prisen er kun 370 kroner. Engelsk politi oplever en meget stor interesse for GPS-jammere i de kriminelle miljøer og advarer brugerne af GPS om risikoen for jamming. (Salgsgrafik: Tayx Ltd., Shenzhen i Kina)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
I de seneste 18 måneder har kriminelle bander i Europa optrappet brugen af ulovlige GPS-jammere i et hidtil uhørt omfang - hensigten kan være at forhindre, at vognmænd kan holde øje med, hvor deres lastbiler befinder sig, når forbryderne vil plyndre dem. Den metode er velkendt.
Der er også frygt for, at terrorister kan finde på at forstyrre flynavigation med kraftige GPS-sendere. Det kan gøres med en sendeeffekt på blot 20 Watt. Denne frygt blev udtrykt på en konference i London i forrige uge, skriver den engelske avis The Guardian.
Det har været kendt i adskillige år, at selv en ganske lille radiosender med den rigtige frekvens kan spolere en GPS-modtagers funktion fuldstændigt. Det lader sig gøre, fordi satellitsignalet, som GPS'en bruger, er ganske svagt.
Markedet for de ulovlige GPS-jammere er blevet stort, efter at kinesiske elektronikproducenter er begyndt at sælge jammere via internettet. (se link)
En fiks, lille GPS-jammer, lige til at putte i cigartænderstikket, kan købes for 67 dollar, cirka 370 kroner. Det forbryderiske motiv er ikke brugt til markedsføringen, men derimod privatlivets fred - altså privatlivet for chaufføren, der ikke vil kigges over skulderen af chefen.
Sådan en jammer har cirka fem meters rækkevidde, nok til at uskadeliggøre lastbilens skjulte, GPS-baserede sporingsenhed, så længe der er strøm på lastbilens cigarstik.
Stort udvalg af ulovlige jammere
Kraftigere typer med større rækkevidde, som kan bruges, når forbrydere kører bag ved et køretøj, der skal erobres, kan man også købe.
Og man kan købe kombi-jammere, som tillige slår GSM-mobiltelefonen ud, i tilfælde af at vognmandsfirmaet skulle have monteret en sporingsenhed, der kan triangulere positionen ud fra mobilnettets master. Sådanne jammere bryder europæiske radiospredningslove på to måder samtidig.
Alle slags æterbårne signaler, der generer privatliv eller lykke, kan tilsyneladende jammes med en billig, kinesisk dims. Det gælder bluetooth, Wifi, fjernbetjeninger, fjernstyrede modelfly og trådløse kameraer. Man kan også bestille udvikling af en elektronisk jammer til en helt særlig anvendelse, hvis man skulle have brug for sådan en.
Der er en veritabel underskov af sælgere af den slags udstyr. For eksempel firmaet Tayx Ltd i Shenzhen, Kina. Det er tilsyneladende lovligt at indkøbe den slags udstyr i både England og Tyskland.
Elektronikinteresserede lovovertrædere kan også selv fremstille en billig gør-det-selv-GPS-jammer. Opskriften findes på hjemmesiden Gadget.com. Men ifølge The Guardian foretrækker de kriminelle at købe en kinesisk færdigbygget jammer fra Shenzhen.
Det engelske firma Chronos Technology leder et konsortium, som er i gang med at udvikle en GPS-jammer-detektor, der kan opspore de ulovlige jammere, mens de er tændt. Firmaet har fået en snes millioner kroner i statsstøtte til formålet fra den engelske regering.
GPS-jammere kan ikke ejes lovligt
I Danmark er GPS-jammere ulovlige i brug på samme måde som GSM-jammere og alle andre typer radiojammere. Det er forbudt at sælge dem i Europa og ligeså forbudt at købe dem fra kinesiske internetbutikker.
Chefkonsulent Robert Lindgaard, It- og Telestyrelsen siger:
»Sådan en GPS-jammer kan ikke CE-mærkes, og dermed er det forbudt at sælge den fra en butik i Europa.«
GPS-jammere kan imidlertid anvendes til andet end til planlagt røveri. De kan også bruges til at undgå betaling af roadpricing, hvis en sådan betaling er baseret på GPS-sporing. Det ville også være ulovligt, hvis roadpricing ellers var indført i Danmark. Ifølge den kinesiske sælger påhviler det køberen at sikre, at apparatet bruges på en lovlig måde. Om sådan en anvendelse eksisterer, er uvist.
Spørgsmålet, om det er muligt at konfiskere en elektronisk genstand, som kun kan bruges til at bryde loven, besvares af områdeleder Henry Stech, It- og Telestyrelsen:
»Den kan godt konfiskeres. I det øjeblik, den krydser Europas grænser, foreligger der en lovovertrædelse. Det samme gælder, hvis apparatet er hjemmebygget.«
Vognmænd bør undgå billige GPS-modtagere
Men det er et faktum, at GPS-jammere er ved at blive almindelige, som det ses i England. Og det må danske firmaer forholde sig til.
»Det er uforsigtigt af vognmænd at køre rundt med en last, som måske er 50 millioner kroner værd, når de i forruden har en billig plastic-GPS, som er nem at jamme,« siger Henry Stech.
Han forklarer, at GPS-modtagere kan konstrueres sådan, at de er immune over for den billige kinesiske jamming, for eksempel ved at bruge modtageantenner, der peger direkte opad mod satellitterne. Og han mener, der må være et udmærket marked for den slags kvalitetsudstyr.





