Så smuk en grøn kile kan jernbanen til Ringsted ifølge den nordsvenske rådgiver komme til at udgøre, hvis der kommer godt en halv milliard kroner ekstra på bordet. (Illustration fra Stellan Lundbergs rapport)
Gør naboerne glade: Overdæk Ringsted-banen for en halv milliard
Det er betydeligt billigere at redde nærmiljøet i Valby og Hvidovre fra at blive smadret af den nye Ringsted-bane, end Trafikstyrelsen har givet indtryk af. Det viser en rapport fra en svensk rådgiver.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
For godt en halv milliard kroner kan den nye jernbane mellem København og Ringsted gøres til en fordel for naboerne i Valby og Hvidovre i stedet for at smadre deres nærmiljø og forringe deres ejendomsværdi.
Det fremgår af den rapport, som den nordsvenske rådgiver Stellan Lundberg fra firmaet ÅF Infraplan har udarbejdet for naboerne ejer- og boligforeninger samt Valby Lokaludvalg og Hvidovre Kommune.
Prisen er dermed ikke højere end den værdiforringelse, som boligerne i området vil opleve, hvis jernbanen bliver gennemført som planlagt med store gener for naboerne til følge.
Stellan Lundberg har regnet på, hvad det koster at overdække jernbanen på hele strækningen fra Ny Ellebjerg Station til Avedøre Havnevej. Med forslaget til anlægslov vil overdækningen kun komme til at dække en strækning i Valby og en i Hvidovre.
Trafikstyrelsen har blandt andet henvist til, at jernbanen skulle graves ned i en tunnel, hvis den skulle overdækkes. Det ville koste to milliarder kroner.
Men det er ifølge Stellan Lundberg forkert. Overdækningen af hele strækningen kan klares for mellem 550 og 800 millioner kroner, vurderer han. Usikkerheden knytter sig først og fremmest til prisen for at komme under en å og nogle kloakrør på strækningen. Hvis jernbanen som alternativ bliver ført over åen - stadig overdækket - kan der spares mellem 100 og 230 millioner kroner.
Oven i de udgifter kommer ifølge Stellan Lundberg udgifterne til en niveaufri skæring af den eksisterende strækning ved Ny Ellebjerg Station. Den har trafikforskere også opfordret til at tage med i projektet, mens politikernes vil gemme den til, hvis den viser sig nødvendig for at afvikle togtrafikken. Prisen er cirka 200 millioner kroner.
Stellan Lundberg foreslår, at jernbanen på den overdækkede strækning kommer ned i niveau, hvor den nu er foreslået på en vold.
Hvis den får lov at fortsætte i en tunnel, skaber den »et langt sammenhængende grønt bælte, en ”grøn kile”, som forbinder Ny Ellebjerg Station, Vigerslevparken og strækningen langs Allingvej. På denne måde opnås et samlet parkmiljø, som inkluderer Vigerslevparken med dennes forgreninger,« skriver han i sin rapport.
Noget af jorden, som graves ud, kan bruges til at etablere støjvolde, som vil beskytte beboerne mod larmen fra de omkringliggende veje.
Stellan Lundberg taler også for at benytte et forslag fra den lokale ingeniør Thyge Lauritsen. Han har foreslået at indsnævre Holbækmotorvejen til to spor, hvor den løber langs med Vigerslev Allé i Hvidovre. Det vil fjerne jernbanen fra andelsboligforeningen Thorvalds Minde, hvor tre ud af fire blokke ellers skal have revet gavlen af.
Desuden mener den svenske rådgiver, at en station ved Hvidovre Hospital skal planlægges allerede nu, også selv om den ikke kommer med i projektet fra starten.
Netop Thorvald Minde bliver fremhævet af formanden for trafikgruppen i Valby Lokaludvalg, Michael Fjeldsøe (SF). Han er godt klar over, at det bliver vanskeligt at skaffe flere penge til jernbanen, men det er, mener han, heller ikke nødvendigt for at sikre boligerne ved Thorvalds Minde.
Det har Thyge Lauritsen regnet sig frem til, selv om Trafikstyrelsen i første omgang sagde det modsatte.
»Hvis man gider at kigge detaljerne i projektet igennem igen, så er dele af løsningerne budgetneutrale. De koster ikke penge, men kun politisk vilje,« siger han.
Stellan Lundberg understreger i sin rapport, at det kræver yderligere undersøgelser, inden hans forslag kan gennemføres.





