Andelsboligforeningen Thorvalds Minde skal have revet gavlen af for at give plads til jernbane-sjakkene. Alligevel kommer lejlighederne til at ligge ned til syv meter fra den nye Ringsted-bane. (Foto: Trafikstyrelsen)
Svensk rådgiver: Discount-banen smadrer Valby og Hvidovre
Naboerne betaler prisen for, at der kan bygges en ny jernbane mellem København og Ringsted for ti milliarder kroner, mener uafhængig rådgiver. Han forudser værditab i området på over en halv milliard kroner.
Læs også
-
Gør naboerne glade: Overdæk Ringsted-banen for en halv milliard
-
Skuffet Hvidovre-borgmester kræver Holbækmotorvejen overdækket
-
Rasende borgere hyrer rådgiver: Nu skal Ringsted-bane graves ned
Læs mere om
Dokumentation
En ny rapport fra det nordsvenske rådgiverfirma ÅF Infraplan konkluderer, at naboerne betaler en ekstremt høj pris for den kommende jernbane mellem København og Ringsted.
Teknisk direktør, Stellan Lundberg, har i sin rapport undersøgt de værditab, som boligejerne i området bliver påført, og der er ikke tale om småpenge.
I alt kommer 1.803 boliger i Hvidovre og Valby, som Stellan Lundberg har undersøgt, til at tabe mellem 400 og 600 millioner kroner i værdi.
»Hertil kommer, at området bør kompenseres for de uundgåelige store miljø- og funktionsgener under anlægsperioden, som anslås vurderet til 100-200 millioner kroner,« lyder det i en rapport, som Stellan Lundberg har skrevet for samarbejdsgruppen En Bedre Bane. Den består af bolig- og ejerforeninger fra Valby og Hvidovre.
Valby Lokaludvalg og Hvidovre Kommune har også været med til at betale for rapporten, som Hvidovre-borgmester Milton Graff Pedersen (S) torsdag fremlagde for Folketingets trafikudvalg.
Stellan Lundberg blev hyret, da beboerne var så utilfredse med Trafikstyrelsens arbejde, at de ville levere et modspil, og de måtte opgive at finde en dansk rådgiver, som ikke beskæftigede sig med eller kunne komme til at arbejde på projektet.
Svenskeren er langt fra imponeret over jernbanen, som ifølge et politisk forlig højst må koste ti milliarder kroner. Tidligere opererede Trafikstyrelsen med at grave jernbanen ned gennem alle de tæt bebyggede områder i Valby og Hvidovre. Nu er der kun penge til en tunnel på korte strækninger.
»De løsninger giver imidlertid meget store miljøproblemer for både boliger og nærmiljø. De store indgreb i bolig- og parkmiljøerne vil indebære store værditab for de mange lejligheder i området og vil forringe den sociale bæredygtighed,« konstaterer han.
»At gennemføre dette meget vigtige jernbaneprojekt indebærer således en vigtig udfordring i at håndtere og overvinde de negative konsekvenser for de mennesker, som stiller deres nærmiljø til rådighed for projektet,« vurderer Stellan Lundberg.
Han kommer med flere bud på, hvordan projektet kan forbedres, så projektet vendes til en fordel for naboerne.
At det er nødvendigt at hyre en svensk rådgiver til det, falder formanden for trafikgruppen i Valby Lokaludvalg, Michael Fjeldsøe (SF), for brystet.
»Man har med vilje ikke villet undersøge ordentligt, hvilke alternativer der ligger. Det er slående, at borgerne selv er nødt til at betale en rapport for at få belyst mulighederne, når staten skal bygge en bane forbi deres bolig,« siger han.
Han henviser til, at det kun lykkedes at få en delvis overdækning af jernbanen på en strækning lang Kulbanevej i Valby.
»Dem, der ikke bor der, føler, at de er blevet fuldstændig ignoreret i hele processen. Det kan jeg sådan set godt forstå,« siger Michael Fjeldsøe.





