/transport

Togsignaler for næsten 10 milliarder kroner i udbud

Banedanmark har igangsat udbuddet på knap 10 mia. kr., der skal sikre nye signalsystemer på fjernbanen.

Af Mie Stage, torsdag 25. feb 2010 kl. 14:55

I dag er startskuddet gået i Banedanmarks projekt, der skal give fjernbanen helt nye signalsystemer – en opgave til en værdi af op mod 9,5 mia. kr.

Det er godt et år siden, at Folketinget endeligt besluttede, at Banedanmark ville få finansieret helt nye signalsystemer, også på S-banen. Det blev vurderet, at de nuværende systemer efterhånden er så gamle, at de ikke længere kan vedligeholdes på økonomisk fornuftig vis og generelt er utidssvarende.

Banedanmark har derfor nu åbnet op for, at interesserede leverandører kan søge om prækvalifikation indtil den 12. april, og der vil blive plads til to spillere i finalen. Kontrakten vil nemlig blive delt op i to halvdele for områderne henholdsvis øst og vest for Lillebælt, og samme leverandør kan ikke vinde begge kontrakter.

På denne måde får Banedanmark ikke låst kontrakten fast på en enkelt spiller, men kan komme i gang parallelt i begge landsdele.

Seks leverandører i spil
Maksimum seks leverandører forventes at blive inviteret indenfor, hvilket netop svarer til det antal, som har samlet sig i brancheforeningen Unisig, der rådgiver om netop den europæiske ERTMS-standard (European Railway Traffic Management System), som Banedanmark har tænkt sig at indføre. Samme system er på vej til at blive indført i store dele af Europa og vil derfor være kompatibelt på tværs af grænserne.

De seks spillere i Unisig er Siemens, Alstom, Bombardier, Ansaldo, Thales og Invensys, og der er mellem 7 og 9,5 mia. kr. at komme efter i kontrakterne, der løber frem mod 2021 og forventes underskrevet i anden halvdel af 2011.

Selv om der ønskes to leverandører til de to landsdele, har Banedanmark alligevel ønsket option på, at leverandøren i yderste konsekvens vil være i stand til at levere signalerne for hele landet.

Desuden ønsker de option på udvidelser, ligesom de gerne vil have mulighed for at undlade at lade strækningerne mellem Klampenborg og Helsingør, Høje Taastrup og Roskilde samt Århus og Grenå være omfattet af kontrakten.

De to førstnævnte ruter har været oppe at vende i Transportministeriet som udvidelser af S-togsnettet i stedet, ligesom det på strækningen mellem Århus og Grenå har været diskuteret, om der i stedet skal et bybanesystem til her.

Onboard-udstyr også i udbud
Ud over fjernbanesignalerne er også onboard-udstyret på togene sat i udbud i dag. Her er der tale om en kontrakt til en værdi af 1-1,3 mia. kr., der ligeledes har deadline i april og forventes underskrevet i anden halvdel af 2011.

Ud over signalerne på fjernbanen har fem leverandører prækvalificeret sig til udskiftningen af signalsystemer på S-banen. Det er Siemens, Alstom, Bombardier, Invensys og Thales/Balfour Beatty Rail, som har budt ind på denne opgave til en værdi af ca. 2 mia. kr.



25. feb 2010 kl 19:04

Kasper Jensen

Ansaldo igen?

Jeg får allerede kuldegysning når man høre at Ansaldo er kandidat til at udlevere varen. Man kan ligeså godt forvente at Ansaldo vil levere varen allerede 2050.

Ej, spøeg til side. Ansaldo klarede det fint med metroerne, det er bare lige de der IC4 tog som gav problemer.


25. feb 2010 kl 21:47

Jesper Moeslund

Re: Ansaldo igen?

Vælg Ansaldo, så er vi sikre på signaler i super kvalitet til billige penge og leveret til tiden. Det er de jo kendt for :) .


25. feb 2010 kl 21:51

Jens Madsen

Re: Ansaldo igen?

Siemens, Alstom, Bombardier, Ansaldo, Thales og Invensys

Er der nogle af disse, som DSB ikke har haft dårlige erfaringer med?

Ansaldo / Bombardier: IC4
Thales: Rejsekortet
Siemens: Problemer med IC3 i sin tid

Så er der Alstom og Invensys tilbage, som vi ikke har hørt om. Endnu. Men det skal nok blive en skandale!


25. feb 2010 kl 22:17

Jens Madsen

Re: Re: Ansaldo igen?

En lille tjek på DSB's hjemmeside over leverandører:
http://www.dsb.dk/Om-DSB/Virks...rer/

viser at DSB ikke har dårlige erfaringer med Invensys.


25. feb 2010 kl 22:26

avatar

Lars Buhrkall

Re: Re: Ansaldo igen?

Ansaldo / Bombardier: IC4
Thales: Rejsekortet
Siemens: Problemer med IC3 i sin tid

Øhh - ret skal være ret - hvad har Bombardier med IC4 at gøre, og hvad havde Siemens med IC3 at gøre?

MVH Lars


25. feb 2010 kl 22:57

Jens Madsen

Re: Re: Re: Ansaldo igen?

Øhh - ret skal være ret - hvad har Bombardier med IC4 at gøre, og hvad havde Siemens med IC3 at gøre?

http://www.signalpost.dk/ic4-t....htm

Med hensyn til IC3, leverede Siemens blandt andet computersystemet - og som sædvanligt er computere ikke uden problemer. Det største problem, skyldes dog ikke Siemens alene - men at computerne oprindeligt skulle leveres af S.T. Lyngsø. Men Siemens ingeniørerne havde svært ved, at få tingene til at fungere ordentligt på S.T. Lyngsøs computer, eller mente ikke at den var egnet nok, til at styre ATC system og bremse.

Om Siemens - og IC3:
http://da.wikipedia.org/wiki/I.../IC3


26. feb 2010 kl 00:14

Aksel Borup Jensen

Togsignaler

Er det da virkeligt nødvendigt at opgradere signalsystemerne, mange steder er der da tale om topmoderne udstyr, er anskaffet så sent som 1932, det kan vel ikke være forældet endnu.

Jeg kan til nød gå med til udskiftning af sikkerhedssystemet i Nord- og Vestjylland, her anvendes den gode gamle teknik, mellem Hobro og Ålborg sidder en højt betroet ledvogter og sørger for at bommene bliver betjent (er vistnok elektrisk drevet) og når toget et kørt forbi ringer han til afsenderstationen og fortæller at nu kan de sende næste tog.


26. feb 2010 kl 19:17

Jens Madsen

Re: Togsignaler

Jeg kan til nød gå med til udskiftning af sikkerhedssystemet i Nord- og Vestjylland, her anvendes den gode gamle teknik, mellem Hobro og Ålborg sidder en højt betroet ledvogter og sørger for at bommene bliver betjent (er vistnok elektrisk drevet) og når toget et kørt forbi ringer han til afsenderstationen og fortæller at nu kan de sende næste tog.

Standard beskeden i højttalerne hos DSB på S-bane netter, er at på grund af signalproblemer, kører s-togene efter en særlig plan.

Det, som vi kan være bange for, med signalsystemet, er at DSB vælger et forholdsvis nyt system, der måske på visse måder endnu er uudviklet, eller ikke afprøvet ordentligt. Det er ikke tvivl om, at jeg tror på at DSB's valg i princippet er det bedste - og det eneste rigtige. Problemet er kun, at teknologien stadig er ny. Så man skal sikkert forvente forsinkelser som sædvanlig.

Når DSB vælger noget, skal det helst være på koncept niveau, og se pænt ud på papiret...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.