Ordet minister kommer fra latin og betyder tjener. Som en del af demokratiets adskilte, hellige treenighed mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, finder vi ministerembedet, der skal tjene folket og forvalte Folketingets beslutninger. De vil være i overensstemmelse med regeringens politik og dermed også ministerens holdninger. Embedsmændene hjælper herefter med at omsætte beslutningerne til praksis. Så vidt det klassiske princip for ledelsen af vores land.

I dag spiller forskellige parti- politiske overbevisninger en langt mindre rolle end tidligere, selv om politikerne prøver at iscenesætte fundamentale forskelle. Så hvis man abstraherer fra de evige, populistiske skin- og overflademarkeringer partierne rundt, er politik i en globaliseret og kapitalistisk verden blevet til et simpelt spørgsmål om at finde løsninger på samfundets udfordringer - helt aktuelt den økonomiske krise.

Regeringen er derfor at sammenligne med en direktion i en virksomhed, hvorfor rekrutteringen af ministre mere bør handle om deres faglige indsigt - eller potentialet til at tilegne sig den - end deres overbevisning. Antallet af embedsmænd, der skal styres i med- og modspil, har aldrig været større, og problemerne er bjerghøje og komplicerede: Den økonomiske krise holder os i et jerngreb, videnarbejdspladser er begyndt at forsvinde, Nordsø-ressourcernes bidrag til statskassen reduceres, og energiafhængigheden til andre lande øges, nedgangen i den private sektor dræner statskassen for skatteindtægter, mens befolkningens forventninger til skoler, sygehuse med meget mere stiger i takt med deres budgetter.

Derfor oplever vi nye ansigter, der trækkes ind til ministerposter udefra og hvis hidtidige politiske engagement har været behersket og kortvarigt. Det gælder profiler som vores klima- og energiminister (og nu ligestilling) Lykke Friis eller vores nyudnævnte videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen. Denne udvikling, den professionalisering af ministergerningen, gør det interessant at se nærmere på ministres faglige ballast.

Som altid er amerikanerne foran. Her gjorde præsident Obama en nobelprismodtager i fysik, Steven Chu, til energiminister, ligesom kemi- ingeniøren Lisa Jackson blev sat i spidsen for den amerikanske miljøstyrelse, EPA. I Danmark udgøres den nye regering især af cand.scient.pol.'er og jurister, en økonom, en magister, et par lærere og handelsuddannede samt en student og en landmand. Ikke én har en naturvidenskabelig eller teknisk baggrund.

Landets seneste eksempel på optimalt match mellem baggrund og funktion fandt vi hos økonomen Lene Espersen, der i sin tid som erhvervs- og økonomiminister - ligesom nationen i øvrigt - havde stor gavn af sin faglige baggrund i forbindelse med udvirkningen af bank-pakkerne. Dermed ikke sagt, at vi skal have sygeplejersker som sundhedsministre og lærere som undervisningsministre. Eller for den sags skyld ingeniører som videnskabsministre.

Men skal regeringen i fremtiden agere professionel problemknuser inden for viden og vækst, kunne man ønske sig et mere komplet sammensat ministerhold med hensyn til indholdskompetencer.