Dong om varmepumpe-sag: Vi kan ikke se problemet
Dong Energy mener ikke, de er dominerende på markedet for varmepumper, og kan derfor ikke forstå DS Håndværk & Industris anmeldelse til konkurrencestyrelsen. Men Dong vil alligevel se sine forskellige monopolaftaler igennem på baggrund af kritikken.
Læs også
»Det er naturligt, hvis nogen synes, det er konkurrenceforvridning, at de anmelder det. Men jeg kan ikke se problemet,« siger salgs- og markeringsdirektør i Dong Energy Bo Lundberg om dagens anmeldelse til Konkurrencestyrelsen.
Anmeldelsen kommer fra DS Håndværk & Industri på baggrund af en artikel tidligere på måneden på ing.dk og går på, at Dong Energy ved at have lavet fast aftale med Danfoss udelukker blandt andre mindre leverandører af varmepumper fra en offentlig tilskudsordning.
Professor og tidligere direktør i Konkurrencestyrelsen Svend Hylleberg mener, der er god grund til at foretage en "konkurrencemæssig undersøgelse" af aftalen, når der er tale om så stor en spiller som Dong Energy.
Men det afviser Bo Lundberg.
»Jeg vil på ingen måde kalde os hverken store eller dominerende. Vi har været på markedet siden maj, og har jo ikke nogen størrelse på varmepumper. Der bliver måske solgt 3.000 varmepumper om året, og vi solgte måske 40 sidste år. Så vi er på ingen måde dominerende,« gentager han og forklarer baggrunden for aftalen med Danfoss.
»Vi har lavet en samarbejdsaftale, hvor vi kan stå inde for leverancen. Vi føler ikke, vi har været længe nok på markedet til at kunne styre en aftale med samtlige varmepumpeleverandører og dertilhørende håndværkere i Danmark. Vi er nødt til at have en løsning, der er økonomisk forsvarlig for kunden og os, og hvis der er nogen, der klager over kvaliteten, skal vi kunne håndtere og kompensere det, hvis ikke det er i orden,« siger han.
Kritikken fra DS Håndværk & Industri går på, at et statsejet selskab gennem store tilskudsordninger skal tilgodese en udvalgt meget stor leverandør på bekostning af hele industrien.
Dong Energy vil fordoble et kommende tilskud fra energistyrelsen (de såkaldte DSM-midler) til udskiftning af oliefyr med varmepumper. Der er afsat 400 mio. kroner på finansloven for 2010 til skrotningsordningen, og tilskuddet varierer fra 10.000 til 20.000 til udskiftning af et oliefyr i en helårsbolig.
Mener du, at den type aftaler, I har med Danfoss, også er i orden, når der er et offentligt tilskud involveret?
»Vi kan også bare kalde det en rabat. Vi giver også rabat på isolering og vinduer, det er en del af vores måde at drive forretning på, og en gang imellem må man bruge et økonomisk incitament for at få nogen til at slå til,« siger Bo Lundberg.
Er denne anmeldelse noget, der får jer til at se på lignende aftaler, som I f.eks. har med Rockwool?
»Ja, når sådan noget blusser op, vil vi altid tage et ekstra tjek internt, hvor vi ser på, om der er områder, hvor vi ikke følger lovgivningen. Vi har allerede lavet den vurdering en gang, men det vil vi gøre igen, uanset hvad der kommer ud af anmeldelsen,« siger salgs- og markeringsdirektøren.





