Vismændene: Svært at nå Danmarks CO2-mål
Danmark bliver nødt til at købe sig fra at nå målet om at reducere CO2-udslippet i boliger, landbrug og transportsektoren, mener de økonomiske vismænd.
Læs også
Danmark skal tage nye midler i brug, hvis vi skal nå EU-målet i 2020 om at reducere vores CO2-udslip i de ikke-kvotebelagte sektorer, populært kaldet bønder, boliger og biler. Reduktionen i 2020 skal være på 20 procent, set i forhold til CO2-udslippet i 2005.
Det konkluderer De Økonomiske Råd i et netop offentliggjort oplæg - på baggrund af nye fremskrivninger af energiforbrug og udledning.
Ifølge den nye fremskrivning vil danskernes endelige energiforbrug stige med 0,3 procent om året frem til 2025 – i modsætning til tidligere fremskrivninger fra Energistyrelsen, der pegede på et fald. Det betyder så, at CO2-udslippet ikke falder så meget som hidtil antaget, og at vi derfor vil være bagud med reduktioner – med seks millioner ton CO2-ækvivalenter om året i 2020.
Vismændene har også deres egen opskrift på, hvordan vi når vores mål på den mest omkostningseffektive måde: De vil pålægge landbruget at betale en afgift, svarende til en CO2-afgift på deres udledning af methan og lattergas, som blandt andet stammer fra husdyrenes fordøjelsesprocesser.
Men da det langtfra er nok, mener vismændene, at vi skal købe os til resten af reduktionen via CO2-udslipstilladelser fra andre EU-lande – vel at mærke fra områder uden for kvote-sektorerne. Endelig kan det komme på tale at købe kreditter helt uden for EU – og at forhøje CO2-afgiften til mere end den fremtidige ansatte CO2-kvotepris.
Det Økologiske Råd og Forbrugerrådet kalder i en kommentar vismændenes råd for en ’meget kortsigtet betragtning’. De mener ikke, at det bare gælder om at nå målene i 2020:
»Frem mod 2050 skal CO2-udledningen i de rige lande ophøre helt, og hvis vi nu blot køber os fra vores forpligtelser, får vi ikke opbygget virksomheder og kompetencer inden for vedvarende energi og besparelser. Det vil tvinge os til at blive ved med at købe os fra forpligtelserne, og det bliver dyrt i længden,« siger formand Christian Ege fra Det Økologiske Råd.
Mens vismændene altså anser det for svært at nå CO2-målet med den nuværende strategi, mener de ikke, at Danmark – med de eksisterende tiltag – vil få problemer med at nå Kyotomålet om 21 procents reduktion i 2008-2012 eller at nå målet om 30 procent vedvarende energi i 2020.






