Hold nu op med det pladder:-)

Det er jo for længe siden fastslået, at der ikke kan dannes tungere stoffer end jern i stjerner, så hvorfor skulle det kunne lade sig gøre med vore (i kosmisk sammenhæng) 'latterlige' formåen?

Jeg spørger bare..?

Re: Hold nu op med det pladder:-)

Det er jo for længe siden fastslået, at der ikke kan dannes tungere stoffer end jern i stjerner, så hvorfor skulle det kunne lade sig gøre med vore (i kosmisk sammenhæng) 'latterlige' formåen?

Jeg spørger bare..?

Re: Hold nu op med det pladder:-)

Det er jo for længe siden fastslået, at der ikke kan dannes tungere stoffer end jern i stjerner, så hvorfor skulle det kunne lade sig gøre med vore (i kosmisk sammenhæng) 'latterlige' formåen?

Jeg spørger bare..?

Re: Hold nu op med det pladder:-)

Lars Grønnegaard:

Jern er det sidste grundstof der afgiver energi når det dannes fra lettere atomer, og stjernen kan derfor være stabil så længe der stadig dannes jern

Re: Re: Hold nu op med det pladder:-)

Lars Grønnegaard: Mnjae!
Jeg mener nu at huske, at netop jern, IKKE skaber energi ved fusion, men derimod kræver energi (er endoterm), og derfor 'tricker' supernovaen!?

Since iron nuclei are more tightly bound than any heavier nuclei, if they are fused they do not release energy—the process would, on the contrary, consume energy.

Det er nu ikke pladder

Tænk på en kuglerund kerne. Hvis du klemmer den lidt, så den bliver aflang, vokser overfladeenergien, ligesom det ville ske med en vanddråbe. Hvis du binder en snor om midten af den aflange kerne og strammer til, så vil den til sidst spaltes, grundet den elektriske frastødning mellem de to halve kerner. Det var et "gedanken-experiment" - det med snoren.
Alle kerner tungere end jern er principielt ustabile overfor spaltning - men overfladeenergien sørger for, at det ikke sker. Overfladeenergien betyder, at der er en potentiel energi barriere, som kernen skal over - eller igennem - for at spaltes. Men da den elektriske frastødning har lang rækkevidde og kernekræfterne kort, så bliver den dal i den potentielle energi, hvori kernen eksisterer, mindre og mindre dyb jo større atomnummeret bliver. Når vi kommer til uran, så ligger kernen i et lille hul på nogle få MeV, oppe på toppen af et (potentiel energi) bjerg. Blot indfangning af en neutron, som giver en eksitationsenergi på 6 MeV, er nok til at spalte kernen (især hvis den har et ulige antal partikler, U-235 og Pu-239).
Når historien ikke slutter her skyldes det, at der er endnu et fænomen, som vi ikke har taget hensyn til: skal-effekter. Dette ord dækker over, at visse partikeltal giver større bindingsenergi end andre. Fra kugleformede kerne kendes "de magiske tal", delvis sammenfaldende med de tal, der kendes fra atomfysikken og som giver anledning til eksistensen af ædelgasser. Ca-40 og Ca-48 er solide kerner grundet tallene 20 og 28, som er "magiske". Også Pb-208 er dobbelt magisk. Nu har man så ved teoretiske beregninger fundet, at der hinsides afslutningen på det periodiske system findes tal, som forventes at give stærk binding (som nævnt i artiklen 114, 120, 128, 184). Måske er effekten stor nok til, at kernen får en passende dal at eksistere i, indtil den med stor sandsynlighed henfalder. Problemet er så "bare" at kunne få to mindre kerner til at brage sammen og evt. danne en sådan supertung kerne, hvorefter man så gerne vil kunne bestemme dens masse.

Fascinerende

Der ér nu noget fascinerende ved tanken om, at hvert eneste guldatom i f.eks. en guldring, -halskæde eller -tand, er skabt i netop dét øjeblik en supernova eksplodere.