Regeringens plan for at bringe vandmiljøet op til god EU-standard inden 2015 risikerer ifølge en landbrugsforsker at mislykkes, når det gælder reduktion af kvælstofudledningen til vandmiljøet med 19.000 ton.

Og der er ellers god brug for indsatsen. En ny rapport fra DMU peger på, at der ikke er sket nogen reduktion i kvælstofudledningen overhovedet siden 2004.

Kritikken kommer fra seniorforsker Brian H. Jacobsen fra Fødevareøkonomisk Institut og går på rækkefølgen i de to instrumenter, som regeringens Grøn Vækst-strategi beskriver og som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) satte streg under i sit nye regeringsoplæg.

Heri hedder det: "Først skal konkrete, målrettede reduktioner ude i de 23 vand-oplande reducere udledningen med 9.000 tons, og så skal et landsdækkende kvælstofkvotesystem fra 2012 sørge for resten. Et kvotesystem, som aldrig er set før og som embedsmænd og eksperter nu skal i gang med at designe".

»Hvis man indfører kvoteordningen til sidst – sådan som det er underforstået i de netop udsendte forslag til vandplaner - så skal den kunne sikre, at reduktionen foregår på de helt bestemte, følsomme områder, så man når sit mål i 2015. Men det duer en kvoteordning netop ikke til,« siger han.

Kvælstof i grænsehandlen
Ved en kvælstof-kvoteordning vil landmændene skulle købe retten til at udlede en vis mængde på et marked med en begrænset mængde kvoter, som så giver den totale reduktionen på 10.000 tons kvælstof.

Ved en landsdækkende model kan man ikke umiddelbart sikre, at reduktionen kommer til at ligge, hvor der er mest brug for at forbedre vandmiljøet.

Derfor mener Brian H. Jacobsen som et minimum, at kvotesystemet skal organiseres sådan, at man kun kan handle med kvoterne inden for hver af de 23 hoved-oplande som Danmark rent vandmæssigt er delt op i.

»Men det betyder til gengæld, at markedet for kvoter så bliver begrænset og prisfastsættelsen ikke effektiv. Der kommer også problemer med grænsehandel, fordi der i de nuværende vandplaner er stor forskel på den andel som kvoten skal dække,« forklarer han.

Rykker forureningen efter prisen
I nogle hoved-oplande skal kvoterne klare ca. 35 procent af behovet for kvælstofreduktion, mens kvoterne andre steder skal klare 67 procent. Endelig er der nogle oplande, hvor kvoter slet ikke indgår som virkemiddel.

»For eksempel vil landmænd med store gårde og arealer fordelt på to oplande sandsynligvis flytte kvælstofudledningen derhen, hvor kvoterne er billigst,« siger Brian H. Jacobsen.

Seniorforskeren mener derfor, at man bør ændre rækkefølgen på de to systemer, så man kan sætte ind lokalt til sidst.

Landbruget selv er heller ikke begejstrede for kvotesystemet som Vand- og Naturchef Flemming Nør-Pedersen kalder et alt for tungt og bureaukratisk system:

»Vi ser hellere, at man satser målrettet dér, hvor der er behov for reduktioner i kvælstofudledningen i stedet for at kaste sig ud i et eksperiment med en besværlig kvoteordning, der spreder en omkostning ud over hele erhvervet,« siger han.

Forskel på luft om vand
Flemming Nør-Pedersen peger på, at mens det i den eksisterende CO2 kvoteordning er ligegyldigt for klimaet, hvor CO2- reduktionen foregår, så virker det ikke på samme måde med en kvælstof-kvoteordning. Her skal reduktionen netop foregå de steder, hvor vandmiljøet er hårdest belastet:

»Vi ser hellere en lokal dialog med landmændene i de enkelte kommuner om, hvordan og hvor meget man helt konkret kan reducere kvælstofbelastningen i det pågældende område,« siger Nør-Pedersen.

Det kan for eksempel ske i form af at dyrke efter-afgrøder eller energiafgrøder som pil eller ved at etablere vådområder på tidligt dyrkede arealer.

Som nævnt skal regeringen først nu i gang med at finde ud af, hvordan kvælstof-kvoteordningen skal strikkes sammen, og man regner med at den er klar til at træde i kraft i 2012.

»Det er vigtigt, at der er tid til at analysere ordningen ordentligt, for der er som omtalt en del udfordringer af reguleringsmæssig og administrativ karakter,« siger Brian H. Jacobsen.