Sverige skal bruge 2.500 atomkraft-eksperter
Atomkraftbranchen vejrer morgenluft, fordi regeringen vil tillade nye reaktorer opført. Resultatet af den 30 år gamle folkeafstemning er en saga blot.
Læs også
-
Tyskland i kovending om a-kraft: Alle værker skal holdes i live
-
Garantikrav på 8 milliarder skal bane vejen for nye svenske a-kraftværker
Læs mere om
På 30-årsdagen for Sveriges folkeafstemning har den svenske regering præsenteret et lovforslag, som tillader nye reaktorer opført som erstatning for de gamle. Branchen er klar til at ansætte de 2.500 atomkrafteksperter, som er nødvendige over de næste fem år.
Lige siden regeringen sidste forår overraskende ophævede forbuddet mod at bygge nye reaktorer, men dog slog fast, at reaktorerne skulle placeres ved de eksisterende atomkraftværker, har branchen lagt planer for at udbygge kernekraftreaktorerne.
Og nu har flere selskaber opgjort mandskabsbehovet, endda hos de relevante myndigheder, skriver Ny Teknik.
Alene hos Strålesikkerhedsmyndigheden SSI bliver der behov for yderligere 80 medarbejdere til at håndtere de kommende ansøgninger om at bygge nye reaktorer.
Hos Eon bliver der brug for mellem 400 og 500 teknikere i de næste fem år, hvis energiselskabet beslutter at bygge en ny O4 i Oskarshamn.
»Forudsætningerne for kernekraft ser jo meget bedre ud i dag end tidligere, for hvilken studerende vil satse på uddannelse i noget, der skal lægges ned,« siger Torbjörn Larsson, pressechef hos Eon, til Ny Teknik.
For at sikre tilgangen af ekspertise har Eon tidligere besluttet at investere omkring 75 millioner kroner i et ti-årigt masterprogram for kerneteknikere på Chalmers.
Det tekniske konsulentfirma ÅF håber at ansætte 250 akrafteksperter de kommende fem år. Og i energiselskabet Fortum, der ikke har driftansvar på de eksisterende ti reaktorer, bliver der brug for 400 nye teknikere, hvis de beslutter at deltage i opbygningen af en ny reaktor.
Vattenfall vurderer, at hele branchen får brug for yderligere 500 teknikere årligt, bare for at modernisere de eksisterende reaktorer.
Deraf er Vattenfalls del omkring det halve, dvs. 1.250 over fem år.





