Energi Horsens vil være global leverandør til elbilbranchen
Når elbilernes svage punkter, dårlig rækkevidde og lang opladningstid, er rettet op, kan dansk industri skabe et nyt industrieventyr i form af små varmepumper til elbiler.
De første elbiler, som er ombyggede benzinbiler, har problemer med batterier og varmeapparat i vinterkulden. De problemer vil Energi Horsens løse, mens selskabet forsøger at samle en dansk industri-klynge til elbil-branchen.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
De første tre måneders praktiske forsøg med elbiler i jysk trafik og vinterkulde har givet værdifulde, foreløbige erfaringer til investeringsfonden Energi Horsens. Og forsøgsresultaterne fører til nye udviklingsprojekter, som kan blive til eksportmuligheder for danske firmaer.
De første af en lang række testfamilier på den jyske østkyst har foreløbig haft både negative og positive følelser for de ombyggede, små Citroen C1'er, som har fået elmotor og batterier i stedet for benzinmotor og tank.
Det værste for forbrugerne var, at rækkevidden skrumpede ind til 60 km i frostmånederne december, januar og februar - endda uden at bruge det elektriske varmeapparat. Familierne oplevede, at turene skulle planlægges godt, fordi seks-otte timer hvert døgn skulle bruges på ny opladning.
Nu er Energi Horsens i gang med en undersøgelse sammen med Teknologisk Institut, der skal fastslå, hvorfor batterierne ikke holder så godt på energien som ventet. Ved testkørsler sidste sommer kørte de første prototyper nemlig over 100 kilometer på hver opladning.
Batterierne er at typen Lithium-jern fra firmaet Thundersky. Batteristyringssystemet er udviklet af ECC Ltd. (Electric Car Corporation).
Opladningstid i overkanten
»Vi har tænkt på at give testfamilierne en kraftigere el-net forbindelse, så de kan oplade hurtigere. Det ligger i vores testplan, at det skal forsøges senere i testforløbet. Det skal ske i samarbejde med dels elselskabet Nrgi, som er partner i forsøget, og dels med selskabet, der ombygger bilerne til eldrift. Vi skal lige sikre, at bilerne kan tåle en hurtigere opladning,« siger Energi Horsens' innovationschef, Karsten Lumbye Jensen, til Ingeniøren.
Han fortæller, at familiernes brugsmønstre og oplademønstre skal kortlægges. Og det er det, der er i gang i det toårige forsøg.
»Det er også vigtigt at finde ud af, hvilke krav man skal stille til offentlige ladestandere. Er det for eksempel godt nok med "sjat-ladning"? Eller vil brugerne have en ordentlig opfyldning, mens de er inde hos frisøren i en halv time,« siger han.
Varmeapparatet i de ombyggede Citroen-biler består i øjeblikket af den originale, vandfyldte radiator med elektrisk blæser. Vandet varmes op med en "dyppekoger" som erstatning for den sædvanlige varme fra benzinmotorens vandkøling.
Elbiler skal have varmepumper
Men en dyppekoger er jo ikke særligt energieffektiv. Har I ikke tænkt på at bruge en lille luftvarmepumpe, der passer til bilens kabine?
»Jo. Det har vi bestemt tænkt meget på. Især efter de "kolde fingre", vi har hørt om fra testpersonerne. Der bliver i øjeblikket kikket rigtig grundigt på, hvad man kan købe. Og det bliver nok til et erhvervsprojekt,« siger han. Altså et muligt spin-off fra elbil-projektet.
Er det svært at finde en passende varmepumpe til det formål?
»Ja, der skal vi nok udvikle én. Men på det punkt er Danmark i en styrkeposition, for der er stor ekspertise her i landet. Der er jo Danfoss og Nilan og mange andre.«
Alle elbiler i verden har jo det samme problem med kabineopvarmning. Kunne små, ensartede varmepumper til elbiler blive til en ny eksportmulighed?
»Ja, det er en oplagt mulighed. Alt, hvad vi erfarer i løbet af forsøgsprojektet har til hensigt, at vi bliver leverandør af komponenter til et globalt elbilmarked. Det er vores mission. Her i det gryende marked for elbiler er der plads til en vis fortjeneste på komponenterne. Senere vil konkurrencen bliver meget hårdere,« siger han.
Investeringsselskabet Energi Horsens har foreløbig investeret i et lille opstartsfirma, Ecomove, som bygger et let elkøretøj, der opbygges i kompositmaterialer.
Dertil kommer investering i en anden virksomhed, videnselskabet Bright Ignite, hvis hensigt er at skabe en klynge af elbil-underleverandører i Danmark. Virksomheder hed indtil i dag Elbil-forum, men skifter altså navn.
I første omgang skal selskabet knytte kontakter med danske firmaer, som hver især har en ekspertise i forbindelse med elbiler, men det er også under Bright Ignite, at et nyt opstartsfirma kan blive dannet for at udvikle en varmepumpe til elbiler.
»Elbilmarkedet er jo et begyndende marked, hvor der er lidt plads til avance lige nu. Men senere bliver konkurrencen hård, og så skal komponenterne blive billige,« siger han.
Der er altså god plads til nye opstartsvirksomheder på det marked lige nu?
»Ja. Og der kan vi i Energi Horsens være med til at spille en vigtig rolle, fordi vi kan rykke hurtigt.«
Firmafusion frigjorde grøn venturekapital
Energi Horsens er en kapitalvirksomhed. Har I millioner eller milliarder?
»Vi regner med at have milliarder. Men vores kapital står i Dong lige nu, så vi ved ikke præcist, hvor mange vi har.«
Energi Horsens ejer nemlig sammen med flere andre i investeringsgruppen 2,46 procent af Dongs aktier.
Selskabet opstod i forbindelse med fusionen mellem energiselskaberne Nrgi og Energi Horsens. Nu er Nrgi blevet forsyningsselskab for begge områder, mens den merværdi, der var tilbage i Horsens-selskabet, blev til investeringsfonden Energi Horsens. Fonden investerer i erhvervsudvikling, uddannelse og forskning samt almennyttige ting som kunst, kultur og sport.
»Energi Horsens er meget konservativt værdisat til 600-700 millioner kroner, men aktierne i Dong er ikke til salg foreløbig, så værdien kan blive en del større,« siger han.






