Magnetisme giver magisk magt over mobilen
Software gør det muligt at interagere med mobiltelefoner med kompas-sensor – udelukkende ved at lave fagter ud i luften med en magnet.
En af de første tegninger af et magnetfelt begået af den franske filosof og fysiker René Descartes (31. mars 1596 – 11. februar 1650). Tegningen illustrerer hans teori om, at magnetisme skyldes cirkulation af små cylindriske partikler.
Læs mere om
Dokumentation
"Enhver tilstrækkeligt avanceret teknologi er ikke til at skelne fra magi."
En ny måde at betjene mobiltelefoner på tyder på, science fiction-forfatter Arthur C. Clarke havde fat i noget af det rigtige, da han formulerede udsagnet.
Forestil dig, at du med en rask håndbevægelse ud i luften kan sætte mobiltelefonen i din lomme på lydløs. Med en ny software fra Deutsche Telekom er den slags ikke længere noget, der er forbeholdt Harry Potter.
Softwaren MagiTact har trods navnet da heller ikke noget med magi i den forstand at gøre. Programmet gør det muligt at interagere med mobiltelefoner, der har en kompassensor, ved at bevæge hænderne og holde - ikke en tryllestav - men en magnet i mens.
MagiTact fungerer ved, at programmet mange gange i sekundet måler via kompasset i telefonen, om der sker pludselige ændringer i det lokale magnetfelt. De hyppige målinger bliver brugt til at sikre, at systemet kun reagerer på ændringer forårsaget af den håndholdte magnet og ikke andre magnetfelter.
Teknologien kan umiddelbart anvendes på alle telefoner med kompassensor. Det vil eksempelvis sige Apples Iphone og Googles Nexus One, skriver New Scientist.
Magnetinteraktion med små mobile enheder kan vise sig at være rigtig smart, fordi mulighederne for telefon-interaktion på den måde ikke længere er hæmmet af det fysiske display.
»De nuværende måder at interagere på er normalt begrænsede af enhedens fysiske grænser. Idéen er at udvikle en måde at interagere med mobile enheder på via mere naturlige, menneskelige fagter,« siger Hamed Ketabdar fra Deutsche Telekom.
Softwaren, der i princippet gør det muligt at få telefonen til at skifte til næste sang ved at tegne et hidsigt > ud i luften, har i de tidlige testfaser formået at genkende 90 procent af fagterne begået af testpersoner.
Teknologien blev demonstreret i denne måned ved en konference om intelligente brugergrænseflader i Hong Kong, Kina.





