/biotek

Danske iværksættere angriber sygdomme på ny skånsom måde

Nyt dansk biotekselskab vil slå microRNA, der for eksempel hjælper hepatitis C, af pinden med ny metode, der ikke påvirker andet i kroppen.

Af Mette Buck Jensen, tirsdag 23. feb 2010 kl. 06:55

En helt ny metode til at angribe sygdomme er baggrunden for Mirrx Therapeutics, der er et af de mindst ni biotekselskaber, der blev oprettet i Danmark i 2009.

Metoden bygger på, at det har vist sig, at naturligt forekommende microRNA i kroppen har betydning for forskellige sygdomme. En hel del arbejder derfor på, at inaktivere disse forskellige microRNA’er, men det enkelte microRNA kontrollerer mange forskellige ting, så man risikerer at påvirke mere end bare sygdommen, hvis man inaktiverer det.

I stedet vil det nye biotekselskab Mirrx Therapeutics derfor blokere for, at microRNA binder sig til det enkelte sygdomstarget uden at påvirke om det kan binde sig til andet. Et eksempel er hepatitis C, hvor det har vist sig, at der er et mircroRNA i vores lever, som hjælper hepatitis C-virus med at formere sig.

»Der er to biotekvirksomheder, der arbejder på at inaktivere dette microRNA, men microRNA’et har også betydning for kolesterolmetabolisme og fungerer formentlig også som tumorsuppressor, så slår du microRNA’et ud, er der måske en risiko for, at du kan fremkalde cancer. Jeg vil derfor ikke slå microRNA’et helt ud, men kun forhindre det i at binde til hepatitis C,« forklarer Thorleif Møller, der står bag ideerne i Mirrx, til ing.dk.

Finde flere eksempler
Det er lykkedes ham at få nogle grundlæggende patenter på ideen, og nu er første prioritet for de fire ansatte at udvikle teknologien og finde flere eksempler på, hvor det kan bruges.

De outsourcer mest muligt af arbejdet, og det har de blandt andet fået finansiering til fra Seed Capital. Men Thorleif Møller tvivler på, at Mirrx Therapeutics vokser sig til et større selskab.

»Det er helt klart en overvejelse at sælge patenterne og teknologien, for som det er nu er det simpelthen ikke muligt at banke et større biotekselskab op,« siger Thorleif Møller og henviser til krisen, der særligt har ramt den risikofyldte biotekbranche, der har svært ved at skaffe investorer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.