I torsdags hørte jeg og ungerne Odense Symfoniorkester under ledelse af deres nyligt importerede russiske dirigent.

Alle der ikke hørte den "Le Sacre" gik i den grad glip af en oplevelse.

(Se programmet her.).

Le Sacre er et meget komplext stykke musik og med 95 musikere på scenen, inklusive elever hentet fra konservatoriet, er det en af de få stykker musik jeg kender, hvor dirigenten i langt højere grad end musikerne ejer aben.

Et godt symfoniorkester kan navigere en Beethoven symfoni med skindet på næsen, selvom dirigenten er faldet i søvn, eller bare af på den, men ikke med Le Sacre.

Men hvad er det egentlig han foretager sig, når han står og klør sig i håret med pinden og stamper i podiet, en halv takt foran musikerne ?

Musikerne har hver for sig rigeligt at se til, hive i, puste i og slå på og ingen af dem har plads på partituret til at have alle noderne.

En typisk violinnode har, udover alle de noder violinerne skal file sig igennem, en orienteringslinie med det mest karakteristiske der sker omkring dem, en fløjte solo her, en blæser indsats her osv, alt sammen udvalgt for at maksimere chancen for at violinerne kommer ind på rette tid og sted.

Dirigentens partitur har det hele, dog ikke nødvendigvis i fuld detalje, for hans opgave er at få det til at hænge sammen, at få musik ud af det, derfor er det hans fortolkning vi hører.

Dirigenten bestemmer om det er en stram og præcis fransk "Le Sacre" vi hører, som Dutoits gamle indspilning med Montreal, eller om det er et vodkamættet sprudlende russisk orgie vi oplever, som i torsdags i Odense.

At dirigenten havde nulret sig vej igennem et virvar af en Berlioz operaoverture og holdt rede på alle de orkestrale løvefødder og gesvejsninger, mens Pascal Róge, som en anden indfødt guide, banede vejen igennem Saint-Saëns 5. klaverkoncert, inden han nåede til Le Sacre, gør bestemt ikke præstationen mindre, heller ikke for Odense Symfoniorkester.

Ud over den musikalske oplevelse havde jeg to ting med hjem:

Den ene er at der skal holdes øje med Odense Symfoniorkester og deres nye dirigent, det tager kun 35 minutter med tog og 5 minutter til fods herfra.

Jeg har ingen ide om hvordan man egentlig uddanner en dirigent, jeg har en mistanke om at det involverer en masse tid foran et spejl med en cd-spiller og endnu mere tid med en blyant i partituret.

Jeg vil faktisk ikke engang påstå at jeg har skyggen af en ide om hvordan de tænker på og om musik, de dirigenter jeg har mødt har været på et helt andet plan.

Men den anden ting jeg havde med hjem, er en grum mistanke om, at vi leder på en helt forkert uddannelsesinstitution, når vi head-hunter projektledere til store IT-projekter.

phk