Dansk bistand til de fattige lande skal ændre kurs. VK-regeringen vil satse mere på de vestlige landes friheds-værdier, menneskerettig-heder, god regeringsførelse og nul-tollerance over for korruption. Danmark skal i højere grad bidrage til at udvikle udviklingslandenes private sektor og specielt landbruget i Afrika. Men mange vil nok spørge, om  forudsætningerne for en sådan politik er til stede?

De nye takter fremgår af et internt og fortroligt dokument med et udkast til VK-regeringens nye strategi for dansk u-landsbistand, som netop har været sendt i høring hos en inderkreds af sagkyndige, hvor det åbenbart har fået en blandet modtagelse. Imod Danidas ønske er det omtvistede dokument imidlertid nu offentliggjort og kan læses i sin helhed på den globale, danske nyhedstjeneste ’U-landsnyt.dk’ (se linket hertil i bunden af artiklen)

Selv om notatet udtrykkeligt benævnes som ’draft’ og derfor ikke har sin endelige form, burde det have været genstand for en bred offentlig debat før dets endelige formulering, men det har udviklingsminister Ulla Tørnæs ikke ønsket. Regeringen foretrækker som bekendt sine egne smagsdommere. Hemmelighedskræmmeriet omkring notatets faktiske indhold har imidlertid helt unødigt givet anledning til udbredelse af rygter og halve sandheder iblandt den ganske brede kreds, der interesserer sig for udviklingslandenes problemer.

Underkaster man dokumentet en detaljeret banalitetsprøve bliver der ikke meget tilbage. De politisk korrekte og uden tvivl særdeles velmente politiske floskler flyder i en lind strøm ned over siderne. Sådan må det vel være i den slags dokumenter, meningen skal være god nok, og det er den så. I forhold til tidligere strategipapirer vægtes argumentationen generelt nu mere på frihedsrettigheder, 'bæredygtig økonomi' og erhvervsudvikling og mindre på sundhed og fattigdomsbekæmpelse.  

Men hvem kan f.eks. være imod, at ” Udviklingspolitik handler om globalt at fremme den frihed, som vi selv nyder. Frihed fra frygt, fornedrelse og fattigdom. Fra magtesløshed, sygdom og sårbarhed. Frihed for alle til at leve et liv i værdighed i retfærdige, lige og åbne samfund. Frihed for hvert enkelt menneske til at udnytte sine ressourcer til fulde - til eget og fællesskabets bedste.”

Selv om det er lidt svært at komme igennem alle de rigtige meninger om menneskerettigheder og god regeringsførelse, må man da glæde sig over alle de anstændige holdninger, ordene dækker over. Spørgsmålet er, hvad vi kan bruge de rigtige meninger til i praksis?

Set fra en ’ingeniørfaglig’ vinkel er der ikke meget at komme efter, men det er sådan set OK. Teknisk u-landsbistand i god gammeldags forstand som i 1970’erne og 80’erne – vej- og vandprojekter, cementfabrikker, mejerier osv. – satte sig desværre for få varige spor hos modtagerne og tjente dengang jo nok så meget til at legitimere udgifterne ved at bruge bistanden til skabe job i dansk erhvervsliv.

Set fra en bredere erhvervsmæssig synsvinkel er notatet interessant ved at understrege ophjælpningen af det lokale erhvervsliv i modtagerlandene som et bistandspolitisk hovedformål. Kun derved kan landene selv få råd til bedre uddannelse, sundhed og fattigdomsbekæmpelse, fremgår det. Erhvervsudviklingen skal især ske i Afrika og i landbrugssektoren, og den skal omfatte hele kæden ’fra jord til bord’. Om dette omfatter konkret tekniske bistand til forædling af fødevarer, fremgår ikke.

Notatet går naturligvis ind for en global handelspolitik uden beskyttelses-toldmure og tekniske handelshindringer, så fattige udviklingslande stilles mere lige i konkurrencen - hvilket i følge alle sagkyndige jo ville give dem ti- eller hundredfold mere ’udviklingshjælp’, end alverdens bistand. Men i argumentationen herom puster notatet Danmarks indflydelse helt ud af proportioner.

Vi skal ikke gøre os nogen som helst forhåbning om, at de store EU-lande i økonomiske krisetider vil udsætte deres landbrugssektorer for konkurrence fra billige afrikanske landbrugsvarer. Den indflydelse har vi overhovedet ikke, og hvis en sådan holdningsændring i Europa er en forudsætning for, at denne nye danske strategi vil give de ønskede resultater, så glem det og find på noget andet. 

Danidas allerede halvt gennemførte ’nul-tolerance’ over for korruption og nepotisme hos partnere i modtagerlandene formuleres meget tydeligt i notatet. Paradokset er, at bistanden mange steder i sig selv er årsag til korruptionen. Taget for pålydende vil ’nul-tolerance’ desuden gøre det umuligt for os at bistå fattige lande, hvor korruption og familie-nepotisme er en del af ’kulturen’.

Heldigvis formulerede Danidas chef, Ib Petersen, sig noget mere nuanceret på et møde herom i IDA's ulandsfaggruppe for nylig. Han vil nok praktisere nul-tolerance, men er villig til at tage en ’kalkuleret risiko’. Som der også står i notatet: ”Der er ingen nemme standardløsninger. Der er brug for vedholdenhed, fleksibilitet og risikovillighed”.

Det er bestemt ikke for meget sagt.  
- - -  
Danidas før så fortrolige dokument ligger her: Danidadokument

Et referat af IDA-mødet om korruption i bistanden ligger her: For helvede, hvor afrikansk skal det være?