Ugens ekspertspørgsmål: Hvorfor taler menneskene så mange forskellige sprog?
Ali Reza Dehdar spørger:
Hvorfor taler mennesket så mange forskellige sprog?
Speciallæge i klinisk genetik og forfatter til bogen "Da mennesket blev menneske" Peter K.A. Jensen svarer:
I Bibelen fortælles det, at babylonierne ønskede at bygge en storslået by med et tårn, der nåede helt op til himmelen.
På daværende tidspunkt var menneskeheden fortsat samlet som én gruppe med ét, fælles sprog (der ifølge Bibelen var hebræisk). Måske var det de overlevende fra Arken, der havde begivet sig på vandring til Mesopotamien og dér besluttede at bygge en by.
Gud, der ikke var fornøjet med dette projekt, besluttede at forhindre det ved lade bygningsarbejderne tale mange forskellige sprog. Den efterfølgende forvirring sikrede, at byggeriget blev umuliggjort. På hebræisk betyder balal at forvirre og i Bibelen kaldtes stedet Babel (efter Babylon), fordi Gud dér grundlagde alle de sprog, der tales på Jorden; og derfra spredte Gud menneskene til alle egne af Jorden. Dette er den bibelske forklaring på den sproglige mangfoldighed.
Der eksisterer omkring 6.000 forskellige sprog, hvilket i gennemsnit svarer til cirka en million mennesker pr. sprog. I praksis er det dog sådan, at nogle ganske få sprog tales af hundreder af millioner af mennesker, det store flertal af sprog tales af nogle titusinder af mennesker, mens mange sprog kun tales af nogle få hundrede eller endda under hundrede mennesker.
Overgangen fra dialekt til sprog er i øvrigt flydende, og der er en gråzone, hvor det at kalde to former for dialekter eller sprog, er tilfældig. De mange forskellige sprog symboliserer mere end noget andet den kolossale kulturelle variation, der er udviklet gennem tilfældige begivenheder, migrationer og udveksling af ideer over tusindvis af år. På et område halvt så stort som Jylland ved Omo-floden i det sydlige Etiopien tales mere end 40 forskellige sprog.
Det er i stigende grad blevet klart, at der er en vis parallelitet mellem den sproglige og den genetiske udvikling af befolkninger. Sproglige klassifikationer følger også geografiske kriterier, så de to går hånd-i-hånd, men den sproglige klassifikation er i reglen mere detaljeret og ofte bedre afstemt med de etniske forskelle, ikke mindst i den Tredje Verden.
Der er gode grunde til, at sproglige og genetiske klassifikationer ligner hinanden: Både genetiske og kulturelle kontakter har fulgt de samme migrationsveje, da det moderne menneske for måske 60.000 år siden begyndte at kolonisere verden fra oprindelsesstedet i Østafrika. De reagerer på de samme geografiske og økologiske barrierer, og desuden kan de gensidigt influere på og forstærke hinanden.
Når mennesket begiver sig på vandring medtager det ikke kun sine gener, men også sit sprog til de nye egne. Sprog opfører sig på samme måde som gener: Ved opsplitning af én oprindelig population, hvor alle taler samme sprog, vil de to adskilte populationer efterhånden afvige sprogligt fra hinanden.
Sproget muterer analogt med gener, idet ordene gradvist ændrer sig, og nye ord opstår, mens gamle forsvinder eller får en ny betydning. Derfor vil den udvandrede population gradvist afvige mere og mere fra moderpopulationen, både genetisk og sprogligt. Det nævnte er også forklaringen på, at der er et betydeligt sammenfald mellem det slægtstræ over menneskeheden, der kan tegnes på grundlag af henholdsvis den genetiske og den sproglige variation.
Sproglige forskelle opstår dog som regel betydeligt hurtigere end genetiske forskelle, hvilket bl.a. hænger sammen med, at overførslen ikke som for arvemassen kun er lodret (fra forældre til børn), men også kan foregå vandret inden for samme generation (læring fra naboerne).
Siden det romerske imperiums fald i det 5. århundrede har eksempelvis de forskellige dialekter af latin (der var det dominerende sprog i Sydeuropa under Romerriget) udviklet sig til bl.a. catalansk, fransk, spansk, portugisisk, italiensk, rumænsk og sardinsk. Talere af disse sprog kan kun kommunikere effektivt med hinanden, såfremt de kender hinandens sprog.
Det er beregnet, at der i løbet af 6.000 år efter adskillelsen af to sprog kun vil være omkring syv procent af tilbageværende ord, der er fælles eller som har en åbenbar fælles rod. Denne hastige sproglige drift gør det uhyre vanskeligt at følge og dermed rekonstruere sprogenes udviklingshistorie.
Eksempler på meget hurtige ændringer i det talte sprog kan findes i Ungarn, Tyrkiet og Latinamerika. Ungarsk er en sprogø midt i et stort indoeuropæisk område, hvor der tales germansk, slavisk og romansk. Ungarsk, der tilhører den finsk-ugriske gren af uralisk, opstod i det 9. århundrede, hvor magtfulde magyarere fra Centralasien invaderede området og fortrængte det oprindelige indoeuropæiske sprog.
Noget lignende skete i Tyrkiet nogle århundreder senere i forbindelse med det østromerske riges fald og invasionen af centralasiatiske muslimske stammer (fra Turkmenistan eller Khasakstan). Herved blev det oprindelige græsklignende sprog erstattet med moderne tyrkisk, der tilhører den altaiske familie. I hele det latinamerikanske område er førstesproget i dag spansk eller portugisisk, hvor det før år 1500 var amerindisk. Alle de tre nævnte tilfælde af hurtig sprogudskiftning er eksempler på det, man kalder elitedominans.
Ud fra ovennævnte generelle antagelse, at nye sprog opstår ved opsplitning fra en fælles stamfader, må det være muligt at samle de enkelte sprog i større grupper af beslægtede sprog (såkaldte sprogfamilier, for eksempel indoeuropæisk, sino-tibetansk osv.) og videre at samle beslægtede sprogfamilier i overfamilier.
Hvis vi videre antager, at sprogevnen hos det moderne menneske, Homo Sapiens, var fuldt udviklet, da det begyndte sin vandring ud af Afrika for omkring 60.000 år siden, må vi formode, at alle sprogene i sidste ende er beslægtede med hinanden gennem ét oprindeligt "førstesprog". Måske var dette førstesprog et kliksprog, der i dag tales af visse befolkningsgrupper i det sydlige Afrika. Visse genetiske studier støtter denne antagelse.
Til støtte for én fælles oprindelse af alle sprog taler også, at sproget er så tæt knyttet til andre unikke elementer, der er involveret i kommunikationen i menneskelige samfund, især religion og kunst, der formentlig begge er udviklet indenfor de sidste 50.000 år.
I den nyeste klassifikation fra 1987 opregnes 17 sprogfamilier. Der er her set bort fra nogle ganske få isolerede sprog (f.eks. baskisk), der ikke kan klassificeres inden for det nugældende system, de nye hybridsprog (pidgin eller kreolsk) samt det opfundne sprog, esperanto.
Ali Reza Dehdar vinder to billetter til Experimentariet for sit spørgsmål.
Er du rigtig klog?
Nu kan du udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.
Spørg Scientariet er redigeret af Julian Henlov
Funktionelle polymerer vil ændre medicin og industri
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?
