/rumfart

Kometen Siding Spring med sin røde hale af støv. (Foto: NASA/JPL-Caltech/UCLA)

Kometen Siding Spring med sin røde hale af støv. (Foto: NASA/JPL-Caltech/UCLA)

Imponerende komet-billeder fra Nasas Wise-teleskop

Nasa har frigivet de første billeder fra Wise-teleskopet, der gik i gang medio januar med at tage 7.500 fotos om dagen. De offentliggjorte billeder viser bl.a. en komet og Andromeda-galaksen.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 19. feb 2010 kl. 13:40

Nasa nyeste observatorium Wise har taget de første imponerende billeder, som bl.a. viser et billede af Andromeda-galaksen og kometen Siding Spring i det infrarøde område.

Wise-teleskopet (Wide-field Infrared Survey Explorer) begyndte den 14. januar i år at kortlægge universet og afsløre objekter, der aldrig er set før: nye asteroider, kometer, brune dværge, lysstærke galakser og nyfødte stjerner.

Et scanningsspejl i Wises instrument stabiliserer synsfeltet, så der kan tages snapshotbilleder af himlen hvert 11. sekund. Hver dag bliver der taget omkring 7.500 billeder ved fire forskellige bølgelængder.

Nasa har nu frigivet de første billeder fra det infrarøde Wise-teleskop. Det er fire forskellige prøver på de objekter, som Wise skal undersøge: en komet, en sky med voldsom stjernedannelse, Andromeda-galaksen og en fjern galaksehob med hundrede af galakser.

»Wise fungerer helt superb. De første billeder viser, at observatoriets sekundære formål - jagten på kometer og andre nær-jorden objekter - vil blive lige så vigtig som det primære formål, nemlig at undersøge himlen i det infrarøde område,« siger direktøren for Nasas rumvidenskablige program, Ed Weiler, i en pressemeddelelse.

Et af de nye billeder viser som nævnt kometen Siding Spring. Mens kometen er på vej ind mod Solen, kaster den en hale af støv af sig, som gløder i det infrarøde område. Kometens hale strækker sig omkring 15 millioner kilometer ud som en rød streg. Neden for kometen ses en blå klar lysende stjerne.

Under Wises mission forventer forskerne at finde cirka et dusin kometer, bl.a. nogle, hvis bane bringer dem meget tæt på Jorden, i deres bane rundt om Solen. Kometerne kan give forskerne et indblik i, hvordan Solsystemet blev skabt.

Et andet af billederne viser vores nærmeste større nabo, Andromeda spiralgalaksen. Andromeda befinder sig 2,5 millioner lysår borte og er lidt større end Mælkevejen. Billedet fra Wise dækker et areal større end 100 fuldmåner og omfatter bl.a. nogle mindre galakser tæt ved Andromeda, som tilhører dens lokale galaksegruppe.

Wise fandt sin første nær-jorden asteroide den 12. januar og den første komet den 22. januar. Himlen vil blive undersøgt halvanden gange indtil oktober måned, hvor det superkolde kølemiddel til det infrarøde teleskop vil være opbrugt.



19. feb 2010 kl 14:37

Jan Christensen

flot

flotte billeder, nu skal vi bare se en jordlignene planet!!!


19. feb 2010 kl 14:52

Mikkel Lund

Re: flot

Jordlignene planet? Det er vist Kepler satelitten du tænker på.
http://kepler.nasa.gov/


19. feb 2010 kl 20:38

Ole Dahl

ha jo

til den pris burde de også være flotte


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.