Syv ton partikeldetektor på rumstation skal finde mørkt stof
Cerns partikeldetektorer får om fem måneder en syv ton tung makker i rummet ved navn AMS-02, der bliver monteret på rumstationen og skal give viden om mørkt stof og antistof gennem universets kosmiske stråling.
Nu skal det mørke stof i galakserne afsløres på en eller anden måde. AMS-02 (Alpha Magnetic Spectrometer) er et tungt måleapparat med superledende magneter, der skal nedkøles aktivt. Det bliver det største måleinstrument, der monteres på rumstationen ISS. Hensigten er at måle mange slags partikler og antipartikler, der kan give spor af det mørke stof. (Foto: Wikipedia/Nasa)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Om fem måneder, når måleinstrumentet AMS-02 sidder monteret på rumstationen ISS, kan fysikerne begynde at få indsigt i verdensrummets største mysterium, det mørke stof.
Det hidtil største måleinstrument, AMS-02, som nogensinde er udtænkt til rumstationen ISS, er nu ved at blive afprøvet i Holland, fem måneder før det bliver sendt ud i rummet 29. juli fra Kennedy Space Center i Florida på en af de allersidste rumfærge-flyvninger.
Og instrumentet indgår i et af de mest spændende udforskninger i rummet nogensinde, skriver den europæiske rumfartsorganisation ESA i en pressemeddelelse.
Måleresultaterne fra AMS-02 (Alpha Magnetic Spectrometer, 2. udgave) skal give større viden om antistof, om det mystiske mørke stof og om universets oprindelse og opbygning.
AMS-02 er det første af denne type måleinstrumenter, som skal op i rummet, og det indeholder også rumfartens hidtil største superledende magneter. Hele apparatet vejer næsten syv ton, og projektet koster over syv milliarder kroner.
I øjeblikket testes det store instrument i ESA's forskningscenter i Noordwijk i Holland, hvor der findes en rumsimulator, LSS (Large Space Simulator). Centret bruges netop til at teste og udfordre satellitter og deres udstyr med belastninger, der ligner dem, de skal udsættes for i rummet.
For eksempel består 90 procent af den kosmiske stråling af protoner, og det er vigtigt, at AMS-02 kan skelne præcist mellem for eksempel protoner, positroner og elektroner. Små partikler og deres antipartikler kan give en indikation af, hvor der findes mørkt stof.
De fleste af AMS-02's komponenter er bygget i Europa, og hele instrumentet er blevet samlet i Cern, hvor et andet dyrt instrument, LHC, prøver at finde svar på universets bedst skjulte gåder.
Når AMS-02 er kommet på plads i ISS og begynder at måle i rummet, vil det sende massive mængder af data ned til rumfartscentrene i Europa og USA.
Det tilknyttede forskningsprojekt omfatter mere end 500 forskere fra 56 lande og ledes af Nobelpristageren Samuel Ting fra Massachusetts Institute of Technology, som fik ideen til projektet.






