Lydløst grafikkort fra ATI er perfekt til videoredigering
ATI er klar med et nyt grafikkort med lavt effektforbrug og passiv køling. Ingeniøren har testet kortet, som ikke er til krævende spil, men fremragende til videoredigering.
ATI Radeon HD 5450 er et fornuftigt og passivt kølet grafikkort, der er en ideel opgradering fra integreret grafik. Foto: AMD
Læs også
-
Tænd og sluk for den integrerede grafikprocessor i nye Intel-chips
-
Ny grafikprocessor har samme kraft som 177 Deep Blue-supercomputere
Læs mere om
Dokumentation
AMD's grafikdivision ATI er aktuel med sit nye Radeon HD 5450-grafikkort, der adskiller sig fra hoben ved at være passivt kølet.
Dette har to fordele. For det første betyder det, at den stationære pc ikke larmer mere, fordi kortet installeres. For det andet kan kortet i langt de fleste tilfælde fungere sammen med den eksisterende strømforsyning i en pc, der hidtil kun har haft integreret grafik.
Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen, så for de omkring 300 kroner er det ikke 3D-gaming, man skal lede efter. I stedet får man et solidt kort med tre videoudgange: VGA, DVI-D og HDMI. Og så er der understøttelse for DirectX 11, hvis man anvender Windows 7.
Enkel installation
Vi har testet kortet i forbindelse med HD-afspilning og flere skærme, hvor kortet fungerer fremragende. At det så heller ikke bruger mere end omkring 20 W, er en yderligere fordel. Det gør også installationen ganske enkel, da al strømmen tages direkte fra PCI Express-bussen - der skal ikke yderligere forbindelser direkte til strømforsyningen.
Mens kortet måske ikke er verdens bedste til gaming, fungerer det til gengæld ganske fremragende til blandt andet videoredigering, hvor det er et stort skridt frem fra blandt andet Intels integrerede grafik, som tillige også kun understøtter DirectX 10.
Vi har sat kortet i en pc, som er bestykket med en AMD Phenom II quadcore, der kun trækker 65 W. Derfor faldt valget da også på dette kort, da det for os gjaldt om at holde det samlede effektforbrug nede på et fornuftigt niveau.
Alt i alt er der tale om et fornuftigt kort til de brede masser - og til en fornuftig pris.






