For 900 kroner elektronikkomponenter i smartphones
Moderne smartphones indeholder elektronikkomponenter til en værdi af ca. 175 dollar eller 900 kroner. Det fremgår af de seneste analyser fra konsulentfirmaet iSuppli, der har set på indholdet.
Læs også
Læs mere om
Der er kun en forskel på seks en halv dollar i komponent-omkostningerne for de tre smartphones i iPhone fra Apple, Nexus One fra Google/HTC og Droid fra Motorola. Det til trods for at der er truffet meget forskellige valg, hvad angår komponenter.
Ud over kostprisen skal der tillægges en produktionspris på seks-otte dollar pr. telefon og omkostninger til software, indpakning, tilbehør og royalties, før man kommer frem til de samlede omkostninger.
Den dyreste komponent i 16 GB-versionen af Apple iPhone 3G er en 16 GB multilevel-cell (MLC) NAND flash fra Toshiba til 24 dollar. Toshiba leverer desuden display og touch-screen, så der i alt er for 55,25 dollar Toshiba-komponenter i en iPhone. Den fjerdedyreste komponent er application-processoren fra Samsung til 14,6 dollar.
Den dyreste komponent i Google Nexus One, der produceres af HTC, er Snapdragon baseband-processor fra Qualcomm til en pris af 30,50 dollar.
Senioranalytiker Kevin Keller fra iSupply gør opmærksom på, at styresystemet Android 2.1 er mere effektivt end Windows Mobile fra Microsoft til at udnytte den høje clockfrekvens på 1 GHz.
Den næstdyreste komponent er et 3,7 tommer AM-OLED-display fra Samsung til 23,50 dollar, som i følge iSupply overgår de konventionelle LCD-display, som i forskellige udgaver ses i andre smartphones. Det giver bedre farver, har en hurtigere responstid og er samtidig tyndere. Teknologien er tidligere kun set i Samsungs egen smartphone I7500, hvor der dog blev brugt et mindre 3,2 tommer-display.
Motorola Droid har et 3,7 tommer TFT-LCD-display til en pris af 17,75 dollar. Den dyreste komponent i Droid er et 16 GB microSD-memory card til 35,00 dollar. Direktør Andrew Rassweiler fra iSupply pointerer, at Droid er et meget vigtigt produkt for Motorola.
»Motorola har haft vigende markedsandele i de seneste år. Den sidste topsællert fra Motorola var RAZR fra 2003. Droid er et forsøg på et comeback med en konkurrencedygtig smart-phone,« siger han.





