Histonerne - de proteinstrukturer, der sørger for, at de omkring to meter DNA, der findes i hver eneste menneskecelle, kan pakkes tilstrækkeligt sammen - er et af de centrale elementer i forståelsen af, hvordan de enkelte gener reguleres. Og på celleniveau er det helt klart, at de måske udgør det vigtigste system til regulering af cellernes udvikling:

»Blandt forskere taler vi om, at vi tidligere var i genetikkens tidsalder, men at vi nu er kommet i epigenetikkens tidsalder,« fortæller associeret professor Anja Groth fra BRIC, Biotech Research & Innovation Centre, på Københavns Universitet.

»En af de mest spændende nye ting er, at gener er ganske vanskelige at lave om på, hvorimod epigenetiske egenskaber er fleksible. Her er ændringerne reversible,« siger hun.

Det betyder helt nye muligheder for at udvikle behandlinger mod sygdomme:

»Når aktiveringen af generne er underlagt de intrikate reguleringer, som vi ved, histonerne laver, så vil de nuværende teknologier til genterapi nok ikke virke,« forklarer professor Xiaodong Cheng fra Emory Universitetet i Atlanta.

»Det er først, når vi forstår histonernes funktion, at vi er i stand til at indpakke de nye gener i genterapien på en sådan måde, at de virker rigtigt,« siger han.

Anja Groth forsker selv i kræft og mener, at kræftceller kan vise sig at være celler, hvis epigenetiske programmering er gået i kludder, så de ikke har fået den korrekte programmering fra deres modercelle - en programmering, som det måske er muligt at rette.

Også på hele stamcelleområdet giver forståelsen af histoner nye muligheder. Arbejdet med få specialiserede stamceller til at udvikle sig baglæns til stamceller, der kan udvikle sig til mange forskellige typer af celler, er nærmest en øvelse i at fjerne de epigenetiske ændringer, som stamcellen har været ude for.

Fakta: Ved siden af generne
Ordet 'epi' er af græsk oprindelse og betyder 'ved siden af'. Genetik handler om arvelighed, og hvordan vores gener videreføres fra generation til generation. Epigenetikken beskæftiger sig derimod med de arvelige forandringer, der ikke direkte involverer forandringer i selve det arvelige materiale, DNA.

Kilde: BRIC, Københavns Universitet