Engelsk politi brugte en førerløs drone under en anholdelse
To unge biltyve blev anholdt efter et biltyveri nord for Liverpool. Den ene blev fanget efter en forfølgelse med en fjernstyret helikopter. Men politiet havde ikke flyvecertifikatet i orden.
Der findes adskillige valgmuligheder, hvis en politistyrke vil have "Et øje i det høje". Her en Draganflyver X6 med et infrarødt kamera. (Foto: Draganflyer)
Læs også
-
Brændselscelle-drone til private holder sig i luften ni timer
-
Stolt pilot viser frem: Ingen drone kan tage samme fotos som F-16
-
Selvstyrende mini-helikopter fotograferer landskab i 50 meters højde
Læs mere om
Dokumentation
Politiinspektør Nick Gunatilleke fra Merseyside Police kunne for få dage siden annoncere med stolthed, at hans afdeling, der har navnet Anti-social Behaviour Taskforce, har gennemført Englands første anholdelse ved hjælp af en ubemandet drone.
Det lille fly, der har infrarøde kameraer, blev sendt op over et mørkt, bebygget område, hvor to unge biltyve netop var stukket af fra en stjålen Renault Clio.
Den ene, en 20-årig mand, blev pågrebet af politifolk med det samme. Men hans medsammensvorne, en 16-årig kammerat, var hurtig nok til at løbe fra politifolkene og skjule sig i et buskads.
Politiet havde ved denne lejlighed ingen hunde med, men i stedet den lille, fjernstyrede drone, der blev sendt op over det grønne område, hvor den unge biltyv gemte sig.
Flyets infrarøde kamera fandt ham hurtigt, og billederne kunne ses hos politiets flyoperatør, som dermed kunne dirigere styrkerne hen til den rette busk og pågribe teenageren.
»Vi er konstant på udkik efter ny teknologi, og denne anholdelse demonstrerer værdien af at have sådan en ting som et ubemandet fly,« siger politiinspektør Nick Gunatilleke i pressemeddelelsen.
Han tilføjer, at hans politienhed er den eneste i landet, der bruger ubemandede fly
»Og dette er første gang, det varmefølsomme udstyr direkte har ledt os på vej til en anholdelse, siden vi tog udstyret i brug i november sidste år. Så det er vi meget tilfredse med,« siger Nick Gunatilleke.
UPS! - hvor var tilladelsen?
Desværre for politiet indførte den engelske luftfartsmyndighed CAA (Civil Aviation Authority) en ny regel, der trådte i kraft nytårsmorgen 2010. Reglen forbød flyvning med ubemandede droner over bebyggede områder på grund af sikkerhedsrisikoen. Den slags kræver nu en særlig tilladelse.
Det opdagede politiets afdeling for Anti-social Behaviour imidlertid ikke, før den engelske avis The Guardian spurgte CAA om de gældende flyveregler.
Så nu er politiet selv kommet i fedtefadet. Embedsmænd fra CAA's Aviation Regulation Enforcement Department (ARE) er gået i gang med at efterforske politiets lovovertrædelse.
Og ifølge avisen har Merseyside Police nu langtidsparkeret de små fly, indtil den rette tilladelse er opnået.






