Fyringer i Bilfinger Berger efter systematisk byggesvindel
Medarbejdere hos den tyske anlægsentreprenør Bilfinger Berger har systematisk svindlet under arbejdet med Kölns metro, hvilket førte til sammenstyrtede huse og to dødsfald. Firmaet er prækvalificeret til at byde på Metrocityringen i København.
Læs også
-
Stigende grundvand giver risiko for nye bygningskollaps i Köln
-
Metroselskabet om ulykken i Köln: Vi vil undersøge alle forhold
-
Metrotunnel i Köln pumpes fuld af beton for at undgå flere kollaps
Læs mere om
Det var systematisk svindel og svigtende tilsyn med anlægsarbejdet af metrobyggeriet, der var årsag til, at et seks etagers højt hus med hele Kölns historiske arkiv styrtede sammen 3. marts sidste år.
Ulykken skete i forbindelse med anlægget af en fire km lange metrotunnel under Kølns historiske bymidte, og medførte desuden, at to nabohuse til arkivet styrtede sammen.
To mennesker omkom ved ulykken, som først nu får konsekvenser.
Kölner-aviser har afdækket systematisk fusk i anlægsorganisationen. I sidste uge blev det offentligt kendt, at de stabiliserende sikringsbøjler mangler i 83 procent af de nedsænkede stålarmeringer i tunnellernes betonslidsevægge. Resten er solgt til skrot.
Som en konsekvens har Bilfinger Berger nu set sig nødsaget til at fyre tre medarbejdere, som statsanklageren i januar indledte tekniske undersøgelser af.
Det er en byggeformand, en byggeleder og den ingeniør, der havde ansvaret for selve byggepladsen, der ikke bare er under mistanke for at udføre mangelfuldt byggeri, men også for at forfalske dokumentation. Indtil videre er det oplyst, at der er manipuleret i 28 opmålingsprotokoller.
Efter ulykken viste det sig, at entreprenøren flere måneder forinden havde problemer, fordi grundvand fossede ind i tunnelen.
Ansvaret er Bilfingers
Kölns overborgmester er ikke i tvivl om, at ansvaret ligger hos u-baneprojektets hovedentreprenør, Bilfinger Berger.
Ifølge Handelsblatt har overborgmester Jürgen Roters (SPD) skarpt kritiseret firmaet og sagt, Kölns befolkning i det mindste har krav på en forklaring på den seneste afsløring fra Bilfinger Bergers ledelse.
»Angsten vokser dagligt, mens nye svigt hos byggeledelsen bliver afsløret,« skrev Roters mandag i et brev.
Kölns transportselskab, KVB, der er bygherre på undergrundsbanen forsøger nu at trække sig ud af aftalen med Bilfinger Berger.
Ny oversvømmelse truer
På grund af det nu afslørede byggefusk truer arkivbyggepladsen med at blive ustabil, når Rhinens vandstand stiger over fire meter.
Ifølge byens højvands-beskyttelsescentral er der risiko for, at vandstanden, efter et midlertidigt lavere niveau, i de kommende uger når op på otte meter.
Derfor foreslår KVB at oversvømme en anden stationsbyggeplads ved Heumarkt i Kölns indre by, når højvandet truer med at blive farligt.
Og på arkivstationspladsen, der i forvejen er understøttet med indsprøjtet beton, er yderligere stabiliseringsarbejde, ifølge Kölns kommunaldirektør, i fuld gang.
»Det er en god mulighed for at sikre stabiliteten,« siger KVB-talsmand Franz-Wolf Ramien, til det tyske pressebureau.
Bilfinger Berger er i øvrigt prækvalificeret til at byde på Metrocityringen i København.





