Her er hemmeligheden bag Novozymes billige biobenzin
Novozymes løfter sløret for hvordan det inden for to år er lykkes virksomheden at reducere enzymomkostningerne med 80 procent, så de nu kun udgør ca. 70 øre.
Multimedia
Infografik:
Sådan virker Dong Inbicons bioetanol-anlæg
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det er nye mere effektive enzymer, der er skyld i, at Novozymes i dag kunne præsentere en enzymblanding, der sænker udgifterne ved at producere ethanol af planteaffald så meget, at det kan konkurrere med almindelig benzin.
Det fortæller kemiingeniør og produktlanceringsansvarlig ved Novozymes, Ole Bill Jørgensen, til Ing.dk.
»De her enzymer er mere effektive, så man skal bruge mindre af dem, for at nå til det samme resultat. Det vil sige, at sammen med den rigtige pris på de her enzymer kan man nu producere andengenerations bioethanol for en omkostning, der gør det interessant og kommercielt muligt,« siger han.
To nye enzymer
At enzymerne er mere effektive skyldes blandt andet, at der er blevet fundet to nye enzymer, som er blevet tilsat blandingen. Den nye blanding består i alt af seks enzymkategorier, som har hvert deres speciale.
Det vil sige, at de nedbryder på forskellige trin. For det første er der et kompleks af forskellige cellulaser, som nedbryder cellulosen i planteaffaldet. De første cellulaser klipper de meget lange kæder i cellulosen i mindre stykker og de næste klipper stykkerne i endnu mindre stykker. I sidste ende er det en cellubiase, der danner slutproduktet glucose – sukkeret som gæres til brændstoffet ethanol.
På grund af patenter kan Ole Bill Jørgensen ikke fortælle så meget om de nye enzymer i blandingen, men lidt kan han dog afsløre.
»Det ene nye enzym kløver på en anderledes måde end andre enzymer, hvilket giver en værdi, da det betyder, at det spalter noget, som ellers ikke ville blive spaltet. Det virker først i processen,« siger Ole Bill Jørgensen.
Drukner ikke i sukker
Det andet nye enzym er det sidste enzym, der kommer i spil i processen – det enzym, der laver glucosen og som kaldes cellubiase.
»Når man klipper cellulosen ned til glucose, bliver der dannet mere og mere glucose, og traditionelle cellubiaser kan gå i stå og holde op med at arbejde, hvis der er meget af det slutprodukt, som de laver. Men den nye cellubiase, vi har puttet i, kan blive ved med at arbejde i meget længere tid selvom der er meget store koncentrationer af glucose,« siger Ole Bill Jørgensen og tilføjer:
»Og det er meget interessant, for man ønsker ikke, at enzymerne går i stå, før så meget som muligt af cellulosen er nedbrudt.«
Enzymerne er blevet fundet i Novozymes store databaser over stammer. De kommer alle fra mikroorganismer – nærmere bestemt kommer langt de fleste enzymer fra svampe.
Op til 120 timer
Enzymprocessen tager 48 til 120 timer og kører ved 50 grader og pH 5. Forbehandlingen af planteaffaldet kører ved højere temperaturer, så der er ikke rigtig noget at vinde ved at få enzymprocessen til at fungere ved lavere temperaturer. Den efterfølgende gærproces kører desuden ved lidt over 30 grader.
Novozymes har vist, at enzymerne virker på mange forskellige typer råmateriale, herunder majskolber og -stængler, halm, sukkerrørsbagasse og træflis. Men mere kan nok føjes til.
»Med den rigtige forbehandling kan jeg ikke umiddelbart se nogen begrænsning på hvilken cellulose affaldskilde, der kan bruges,« siger Ole Bill Jørgensen.
Uendelig mange muligheder
Han tror i det hele taget på, at Novozymes kan nå meget længere med enzymerne.
»Vi er kun ved begyndelsen. Der er uendelig mange innovationsmuligheder. For eksempel vil vi på sigt lede efter flere og flere enzymer, der er rettet mod forskellige råvarer, efterhånden som vi finder ud af, hvordan en bestemt råvare har en flaskehals, og så finder vi det enzym, der kan fjerne den flaskehals bedre end de nuværende,« siger han og giver endnu et eksempel:
»Noget andet kan være, at fabrikkerne f.eks. efterspørger, at vores enzym kunne arbejde ved en anden temperatur, og så kunne vi se om vi kan finde enzymer, der passer til de behov. På den måde er der altid mange forskellige veje vores innovation kan gå,« siger Ole Bill Jørgensen.
2,80 kr. pr. liter
Det nye produkt har fået navnet Cellic Ctec2, og det gør det ifølge Novozymes muligt at producere cellulosebaseret ethanol til en pris på under 2 dollar pr. gallon (knap 2,80 kr. pr. liter) i de første masseproduktionsanlæg, der er planlagt til at gå i drift i 2011.
I løbet af de seneste to år er det således lykkedes Novozymes at reducere enzymomkostningerne med 80 procent, så omkostningerne nu er ca. 50 cent pr. gallon andengenerations bioethanol, svarende til ca. 70 øre pr. liter.





