/energi

3D-model viser Silkeborgs bedste placeringer af solceller

Solcellepotentialet i Silkeborg bymidte er kortlagt ved at kombinere 3D bymodellering med meteorologiske og astronomiske data.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 16. feb 2010 kl. 14:35

Nu er hvert eneste tag i Silkeborgs bymidte undersøgt for solcellepotentiale. Hvert tag har fået en værdi, afhængig af vinkel og størrelse, som husejere, kommuner og energiselskaber kan bruge til at vurdere, om taget egner sig til solceller.

Ved at kombinere 3D modellering med meteorologiske og astronomiske data har Cowi i samarbejde med den tyske solcelleproducent Simusolar gjort det muligt at skaffe sig et præcist billede.

Bymidten i Silkeborg er brugt som pilotforsøg, hvor Solens indstråling på hvert enkelt tag i en tre kvadratkilometers radius fra byens centrum er beregnet ved hjælp af en overflademodel og 3D bygningsdata.

Tagene blev inddelt i 20x20 cm celler, og Solens position for hvert andet minut året rundt blev indregnet.

»Vi har også taget højde for skygger fra andre bygninger, objekter på tagene, terræn og bevoksning. De data er blevet indlemmet i den samlede beregning af hver enkelt tagflades egnethed til solceller,« forklarer Rasmus Lindeneg Johansen, projektleder i Cowi.

Selv om metoden er kompleks, er den ikke specielt kostbar, fordi mange byer i forvejen har en 3D-model, der kan anvendes, vurderer han:

»Beregningerne i pilotforsøget tog mindre end en uge, så det er ikke så omfattende, som det lyder. Selv hvis man ikke har en 3D-bymodel i forvejen, er det en overkommelig investering, fordi 3D-modeller er billigere end f.eks. vektorkort eller luftfotos.«

Solcellepotentialet er interessant for borgerne, for kommuner, som lettere kan finde de kommunale bygninger, som egner sig til solceller, og for de energiselskaber, som vil beregne potentialet for lokal energiproduktion ved hjælp af solceller.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk