Grønland kaster sig nu virkelig ud i at udnytte, at Indlandsisen smelter ved at bygge vandkraftværker, der kan levere energi nok til hele landet.

Det seneste store skridt på vejen er netop sket, ved at Grønlands Selvstyre har givet Nukissiorfiit, der producerer og distribuerer el, vand og varme, en endelig godkendelse til at indgå kontrakt med entreprenøren Pihl & Søn omkring opførelse af et vandkraftværk på 22,5 MW uden for Ilulissat.

Kontrakten forhandles nu på plads, så det er klaret i starten af marts, og byggeriet forventes så at gå i gang den kommende juni.

Værket forventes idriftsat i 2013. Det vil have en årlig energiproduktion på cirka 65 GWh, og bliver dermed Grønlands næststørste vandkraftværk efter vandkraftværket i Buksefjorden ved Nuuk.

Vandkraftværket kommer til at ligge i området ved bugten mellem Qingua Avannarleq og søen Paakitsup Akuliarusersuaq, cirka 50 kilometer nordøst for Ilulissat, der er Grønlands tredje største by med ca. 4.500 indbyggere.

Kraftværket vil udnytte faldhøjden fra et reservoir beliggende 187 m over havniveau, men der skal også sprænges tunneller med en samlet længde på 5-6 kilometer, for at lede vandet ned til en underjordisk kraftstation. I kraftstationen vil der blive installeret tre 7,5 MW turbiner, som sammen med tilhørende generatorer vil omdanne det faldende vands energi til strøm.

Ud over kraftstation og tilhørende tunneller, omfatter anlægget også en transmissionslinje til Ilulissat med tilhørende transformerstationer. På elværket i Ilulissat installeres der også et fjernkontrolsystem for styring og overvågning af det samlede anlæg.

»Vandkraftprojektet er endnu et sikkert skridt i den rigtige retning, for at sikre samfundet en større uafhængighed af olie. Når projektet står færdig til produktion i løbet af 2013, vil cirka 70 procent af Nukissiorfiits energiproduktion ske på basis af vedvarende energi – i 2008 var andelen på 40 procent,« udtaler energidirektør i Nukissiorfiit, Svend Hardenberg, i en pressemeddelelse.

Flere andre på vej
Dermed er Grønland godt på vej til at få en sikrere energiforsyning baseret på lokalt produceret vedvarende energi. Og det er lige præcis hvor Grønland vil hen, da øen er isoleret fra store fælles forsyningsnet, hvilket gør dem meget følsomme over for udsving i prisen på olie.

Grønland har derfor siden 70’erne fokuseret på vandkraft og i 1998 tog Hjemmestyret en principiel beslutning om at satse på vandkraft som Grønlands kommende energikilde.

Det første store, offentligt ejede vandkraftværk blev åbnet i Buksefjorden i 1993 til elforsyning af Nuuk med 30 MW, og det blev i 2008 udvidet med endnu en turbine, til 45 MW. I 2004 blev der åbnet et vandkraftværk på 1,2 MW i Østgrønlands største by Tasiilaq. I 2008 fik Sydgrønland et vandkraftværk på 7,2 MW, til forsyning af Qaqortoq og Narsaq.

I Vestgrønland er to vandkraftværk desuden ved at blive bygget ved Grønlands næststørste by, Sisimiut, der skal forsynes med 15 MW i 2010. Det testkøres netop nu og her er det også Pihl & Søn, der også står bag projektet. Når det sættes i produktion vil 60 procent af Grønlands energi komme fra vandkraft.

Nukissiorfiit samler desuden data for at undersøge potentialet for et eventuelt 6. vandkraftværk, som i givet tilfælde forventes at kunne forsyne byerne Aasiaat og Qasigiannguit, syd for Ilulissat. Det indledende arbejde er dog så omfangsrigt, at igangsættelse først er planlagt til 2014, hvis alt går som det skal.

Bringer energisluger til Grønland
Faktisk er det teoretiske energipotentiale fra Indlandsisen i Grønland så stort, at det skulle kunne forsyne store dele af Europa med elektricitet. Men der er ingen forbindelse til Europa, så i stedet arbejdes der nu på at bringe energislugere til energien.

F.eks. forhandler aluminiumsproducenten Alcoa med Grønlands Selvstyre om opførelsen af to vandkraftværker, der skal udnytte de to største potentialer i Vestgrønland og levere strøm til en smelter, der skal bygges i Maniitsoq. Der bliver brug for mere end 500 MW i gennemsnit.

Store forhindringer
Men der er store forhindringer for at udnytte energien, påpeger Nukissiorfiit over for Ingeniøren. De mange små bysamfund er spredt ud over et stort areal og uden et fælles elektricitetsnet, så der skal bygges mange vandkraftværker. Herudover er der ofte også langt fra indlandsisen og ud til kysten, hvor byerne er. Det betyder enorme omkostninger til blot at få elektriciteten ført frem til der, hvor den skal bruges.

Og det kræver langt større investeringer at bygge vandkraftværker end traditionelle dieseldrevne elværk. Til gengæld er vandkraftværker billigere i drift og har en længere levetid, men det er også nødvendigt, for der går typisk 15 til 20 år før et værk i Grønland har tjent sig ind.

Andreas Peter Ahlstrøm, der er seniorforsker ved Geus - De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, beskriver ligeledes de store udfordringer og problemer, der er ved at udnytte vandkraften, i Geus’ blad Geoviden.

Han påpeger, at der er brug for rigeligt med vand, der falder fra stor højde, hvis vandkraftproduktion skal være økonomisk rentabel, og i Grønland går fjordene ofte helt ind til Indlandsisen og der findes ikke mange store højtliggende søer.

Klimaændringer en fare
En anden udfordring er klimaændringerne, der på den ene side er positivt set i forhold til kraftværkerne, men som også kan være skyld i, at Indlandsisens rand smelter så langt tilbage, at det medfører ændringer af oplandet til vandkraftværket.

Problemet er relativt komplekst, fordi smeltevandet - der især også kommer fra nedbør i form af sne - ikke bare løber på isens overflade, men også inde i isen og trænger helt ned til bunden, forklarer Andreas Peter Ahlstrøm.

Han har blandt andet været med til at lave forundersøgelser omkring det kommende vandkraftværk ved Ilulissat vha. en isdynamisk model for Indlandsisens randområde til beregning af reaktionen på de forventede klimaforandringer.

En såkaldt regional klimamodel fra Danmarks Meteorologiske Institut leverede data om de forventede klimaforandringer frem til år 2080. Samtidig beregnede de, hvordan oplandet ændrede sig og hvordan det påvirkede mængden af smeltevand, der kom ud.

Heldigvis viste det sig, at vandforsyningen her vil forblive relativt stabil med en langsom stigning efter nogle år.