Professor: Fyret JSF-chef blev syndebuk
Amerikansk ekspert i militære projekter kalder fyringen af den militære chef for JSF-projektet for en rendyrket nedskydning af budbringeren. Imens går de rigtige skurke fri, lyder kritikken.
Fakta
Tema
Læs også
Læs mere om
Problemerne med udvikling og testfasen i Joint Strike Fighter programmet fik i starten af februar USA’s forsvarsminister, Robert Gates, til at fyre den øverste militære chef, David Heinz, der er generalmajor i Marinekorpset.
»Når tingene går galt, er der folk, der bliver holdt ansvarlige,« sagde Robert Gates dengang.
Men det var tilsyneladende den forkerte person, der tog skraldet.
Det mener blandt andre Scott Reynolds, der er professor i projektstyring og ledelse ved Defense Systems Management College, Defense Acquisition University.
Det er det ameriskanske forsvars uddannelsesinstitution for de mere end 120.000 personer, der arbejder med logistik og militære anskaffelser i USA's forsvar og Pentagon.
»Heniz var en leder, der demonstrerede al den kritiske tænkning og lederskab, som vi prøver at indgyde chefer for militære anskaffelser under Forsvarsministeriet. Han arvede et program, som de tidligere ledere havde skabt overdrevne forventninger til – et alt for almindeligt karaktertræk hos de programchefer, der ofte overestimerer præstationer og underestimerer omkostninger og tidsplaner,« skriver Scott Reynolds i en kommentar i magasinet DefenseNews.
Reynolds skriver, at han gennem det sidste år har fulgt Heinz og programmet tæt, og at han i sit arbejde krævede solide data som grundlag for at træffe beslutninger og ikke ’subjektive kriterier rettet mod at sikre programmets overlevelse’.
»I dette tilfælde har regeringen effektivt skudt budbringeren og ofret en projektchef, der har forsøgt at gøre det rigtige – at fortælle sandheden,« lyder kritikken fra Scott Reynolds.
Den ansete journalist, forfatter og redaktør på magasinet Defense Industry Daily, Bill Sweetman, har sammenlignet fyringen af Heinz med henrettelsen af den britiske admiral John Byng, der i 1756 blev henrettet for ’ikke at gøre sit yderste’, da briterne tabte slaget om Minorca til den franske flåde.
»Heinz tog kuglen for sine forgængere, der for 18 måneder siden fortalte Gates, at alt var i den skønneste orden i det gigantiske projekt,« skriver Sweetman på sin blog.










