Ulykkestog manglede vital sikkerheds-teknologi
Det belgiske lokaltog, der angiveligt kørte over for rødt lys, havde endnu ikke fået installeret teknologi til automatisk nedbremsning, hvis toget skulle køre forbi et stopsignal.
Det lokaltog, der mandag torpederede et eksprestog i Belgien, havde ikke ATC installeret. (Foto: Flickr/fm brussel)
Læs også
Læs mere om
Skønt intet er officielt, tyder mere og mere på, at det var kombinationen af en menneskelig fejl og manglende sikkerhedsteknologi på et gammelt og udslidt lokaltog, der forårsagede en af de værste katastrofer i nyere europæisk jernbanehistorie.
Ifølge officielle kilder tæt på efterforskningen – refereret i det britiske nyhedsmedie Times – er sporene på denne togstrækning udstyret med såkaldt ATC-teknologi (Automatic Train Control), der nødbremser et tog, der overser det røde stopsignal.
Det ene ulykkestog – eksprestoget – var også udstyret med den nødvendige teknologi til rent faktisk at foretage nedbremsningen.
Derimod var det tog, der med stor sandsynlighed forårsagede ulykken – lokaltoget – ikke blevet udstyret med den teknologipakke, der gør selve togstammen i stand til at modtage elektroniske impulser fra signal-systemet langs banelegemet.
Det er ofte set – også i Danmark – at det først og fremmest er de hurtiggående tog, der bliver udstyret med den onboard-unit, der får ATC-systemet til at virke i praksis.
Ifølge de seneste opgørelser er 18 mennesker bekræftet dræbt og ca. 100 er rapporteret kvæstet. Opklaringsarbejdet er i fuld gang, men fra de officielle kilder er der ikke opstillet noget bud på, hvad der er den sandsynlige årsag til ulykken.
De fleste dræbte befandt sig i 1. klassesektionen forrest i det 12-vogns eksprestog mod Bruxelles, der ca. ti minutter forsinket var på vej ud af stationen i Buizingen for grønt lys. Imidlertid kørte et lokaltog – der var på vej i modsat retning - ind på eksprestogets spor, efter at lokoføreren tilsyneladende havde overset det røde lys.
Netop fordi eksprestoget var ti minutter forsinket er det den generelle opfattelse, at lokoføreren ombord på lokaltoget ikke har kalkuleret med muligheden for at kunne møde modkørende trafik på sporet
Lokoføreren på lokaltoget menes at være blandt de dræbte.






