Vi river de den sorte kiste ned – gi' den til Århus
Af Lars Refn,
mandag 15. feb 2010 kl. 14:37
Jeg har hørt, at de gerne vil ha' busterminalen til Den Gamle By i Århus ...
Vi der bor vest for Valby bakke, synes måske ikke, at problemet er verdens største. Efter talrige attentatforsøg er det nu lykkes for Metroselskabet at få skovlen under HT's sorte kiste på Københavns Rådhusplads. Politikerne inde på rådhuset kæmpede

i mange år en ynkelig kamp for at få bygningen revet ned, de kunne blive enige om destruktionen, men ikke om hvem der skulle betale. Ekstra Bladet og Politiken har ført en hadsk kamp mod bygningen, nok mest fordi chefredaktørens udsigt blev forstyrret.
Københavns Rådhusplads er et lidt trist vindblæst sted, med en masse biler, der drøner uophørligt af sted ad HC Andersens Boulevard. Rigtigt godt ser pladsen kun ud når vi har vundet et Europamesterskab i et eller andet eller når DAD tømmer guitarerne fra kistens tag. Og jeg tror, at mange selv Ekstra Bladets altid vrisne chefredaktør Bent Falber – kommer til at savne kisten, der trods alt giver lidt læ til de små cafeer midt på pladsen.
Nu kommer hele herligheden til at henligge som en stor byggeplads i de næste mange år. Den nye metro, åbner først om otte år! Først skal Metro-selskabet lægge buslinjer om og flytte rør og ledninger. Så må vi håbe at vi ikke vinder VM i fodbold, for så skal vi jo flytte festen … til Frederiksberg? Nej, så hellere Århus.