Kulfiber-vinge på 57 meter sejrede i Americas Cup
Sejlsportens ypperste skib har ikke længere et sejl, men en styrbar vinge, der er større end selv de største passagerflys vinger. Med en topfart på 55 km/t vand BMW Oracle Americas Cup.
Multimedia
Galleri:
Enorm vinge erstatter sejl i Americas Cup
Video:
Se kæmpevingen blive monteret på BMW Oracle
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Højteknologi, den bedste og nyeste, der kan købes for penge, vandt overbevisende over traditioner og dygtighed, da det klassiske sejlskibskapløb Americas Cup blev afgjort i går i havet ud for Valencia, Spanien.
Software-milliardæren Larry Ellison har spyttet adskillige hundrede millioner kroner i konstruktionen af det kompromisløse sejlskib BOR 90 (BMW Oracle Racing team), og det virkede efter hensigten.
Båden kan sejle op til 2,5 gange vindhastigheden, og vinden toppede omkring 20 knob (37 km/t) under kapløbet. BOR 90 nåede en topfart af 55 km/t.
På trods af en kluntet start i første runde, hvor besætningen kom 1 minut og 27 sekunder for sent over startlinien, kunne de efter et kvarter overhale konkurrenten, Alinghi 5, en katamaran, der ejes af milliardæren Ernesto Bertarelli. På turens andet ben, som er i medvind, blev forspringet øget med 10 minutter.
I anden runde ud af tre var BOR 90 igen overlegen, og dermed var årets Americas Cup afgjort med en sikker sejr til et amerikansk hold - for første gang i 15 år.
BOR 90's trimaran-skrog blev forsynet med en fast vinge i stedet for de sædvanlige sejl. Og den mere end 3 tons tunge vinge, som er opbygget i kulfiber og kevlar, er med 67 meters længde dobbelt så lang som en Boeing 747-vinge. Desuden har den 8 motorstyrede flaps, som kan reguleres uafhængigt at hinanden. Vingearealet er 625 kvadratmeter.
Ponton løftede sig 12 meter
Båden er imidlertid ikke designet til vindhastigheder over 20 knob, så hele konstruktionen var på sin yderste belastningsgrænse, da løbet blev afholdt. Undervejs løftede den ene af den store trimarans pontoner sig op til 12 meter i vejret.
Modstanderholdet Alinghi forsøgte at få indført en regel om højst at sejle i 15 knob vind, hvilket ville have favoriseret deres båd.
Hver af de to konkurrenter skønnes at have brugt i omegnen af en milliard kroner til reklamekampagner, skibskonstruktion, ingeniørtimer, skibsbyggere, computerværktøjer, sømænd - samt en lille hær af advokater, som først har udkæmpet et 30 måneder lang landkrig i retssale for at afgøre sejlads-reglerne.
»Hvis jeg vinder, synes jeg absolut, det er pengene værd. Pokalen er det ældste sportstrofæ, og det har ikke været hjemme i USA i meget, meget lang tid,« sagde Larry Ellison til Associated Press inden løbet.
Og det gjorde han så.
Det er imidlertid ikke første gang, en fast vinge vinder den berømte kapsejlads. Det første skib var det amerikanske Stars and Stripes, som vandt løbet i 1988.






