Her er indmaden i den danske supermobil
Den nye touchphone fra Lumigon har både accelerometer, infrarød sender og modtager og kan streame HD-video via HDMI.
Fakta
Kamera: 5 megapixel omnivision autofocus med blitz i form af to LED-dioder på en halvt Watt hver
GSP: A-GPS ( SIRFStarIII )
RAM: 1 GB i telefonen og mulighed for SDHC-kortudvidelse op til foreløbigt 32 GB
Accelerometer
HSPA: 7,2 Mbit/s 3G
Vægt: Omkring 122 gram – varierer lidt efter model
Farver: Sort/hvid
Chipset: Freescale i.MX51 1 Ghz og 6290 GSM-chipset fra Qualcomm
Wifi: B,G og E
Læs også
Læs mere om
Touchphonen fra danske Lumigon, som bliver lanceret i dag, er spækket med funktionalitet, som gør den til et bemærkelsesværdigt stykke isenkram sammenlignet med andre telefoner på markedet.
Telefonen består af håndplukkede hylde-komponenter, der skal sikre den hårfine balance mellem strømforbrug og så de særegne, skræddersyede egenskaber, der skal skille telefonen ud fra konkurrerende produkter.
»Vi har lavet vores eget reference-design, og for at lave sådan et board, er man nødt til at være meget omhyggelig med sit komponentvalg, « siger adm. direktør i Lumigon Lars Gravesen.
Blandt andet af hensyn til strømforbruget er valget af processor, der sidder i telefonen, faldet på en 1 GHz Freescale I.MX 51 processor, fordi det er muligt at sætte den i dvale, så den har et strømforbrug på 0 watt.
»Det vil sige, at hvis telefonen bare ligger i vinduet, bruger den som udgangspunkt kun strøm, når den pinger telenettet,« siger Lars Gravesen.
Blandt andre strømbesparende tiltag i apparatet er en række sensorer, der eksempelvis måler lys, så der automatisk bliver skruet op og ned for lysstyrken og dermed strømforbruget i skærmen alt efter nødvendighed. En anden sensor holder øje med, om telefonen bliver sat op til øret, så slukkes der automatisk for det 3,2 tommer store kapacitative multitouch-display, som er den mest strømslugende del af telefonen.
»Det er klart, hvis du bruger den hele tiden, så har den kortere standby-tid. Vores mål har været, at hvis jeg bruger den en lille smule, så kan den holde 2-3 dage,« siger Lars Gravesen.
Netop af hensyn til strømforbruget indeholder telefonen også kun WiFi standarderne B, G og den særlige mobilstandard E. Men ikke den nye N-standard, da Lumigon ikke kunne finde en N-chip, der var tilstrækkelig strømøkonomisk.
Fjernbetjening
En af de særlige funktioner i telefonen, og som betyder, at det 1000 mAh store batteri har nok at se til, er muligheden for at bruge telefonen som universel fjernbetjening.
»Det er jo dødirriterende at have 1.700 fjernbetjeninger liggende derhjemme. Og det har egentlig altid undret mig, hvorfor man ikke bare indbygger en fjernbetjening i en telefon, så det gjorde vi,« siger stifter Lars Gravesen, der har været med i hele udviklingsfasen.
For at kunne fjernbetjene er telefonen udstyret med infrarøde dioder, der både kan sende signaler og modtage dem, så det er muligt at indkode frekvenser i den fra diverse fjernbetjeninger. Og det har været en udfordring at finde frem til den rigtige elektronik.
»At lave en fjernbetjening er ikke noget, man bare gør. Det kræver den helt rigtige elektronik, som ikke bruger for meget strøm. Vi har brugt en del tid på at afsøge markedet globalt for at finde frem til de rigtige komponenter,« siger Lars Gravesen.
Accelerometer
Blandt telefonens andre særlige kendetegn er et accelerometer – altså en enhed, der registrerer bevægelse. Accelerometeret er så fintfølende, at det kan registrere, hvorvidt telefonen bliver holdt i hånden eller ligger på et bord.
»Det betyder, at man kan sætte den op, så den automatisk går på håndfri-tilstand og slår højtaleren til, hvis den kan mærke, den ligger på et bord,« siger Lars Gravesen.
En anden kuriositet ved danskertelefonen er HDMI-interfacet. Telefonen kan nemlig dockes som en anden Ipod i en medfølgende holder, hvor der går et standard HDMI-stik ud fra, som typisk vil være forbundet til en fladskærm.
På den måde er det muligt at streame HD-video direkte fra telefonen og så til det tilsluttede tv i 720p. Og til efteråret bliver det muligt at skrue yderligere op for opløsningen.
»Freescale kommer med en ny processor, der kan håndtere 1080p, og den bliver implementeret i vores telefoner,« siger Lars Gravesen.
HDMI-opkoblingen har også betydning for telefonens interface til den medfølgende oplader. Lumigon har af pladshensyn besluttet sig for, at videoudgangen i telefonen, der kobler op med HDMI-dockingstationen er det samme stik, som telefonen modtager strøm fra, når den skal lades op. Det betyder, at stikket er specialdesignet for at kunne opfylde begge behov.
»Det er et fysisk pladsproblem. Det har ikke været muligt at lave to stik til henholdsvis ladning og video,« siger Lars Gravesen.
Dermed har den medfølgende oplader det speciallavede stik i den ene ende og et standard USB-interface i den anden, som kan kobles til en computer, eller til en stikkontakt via en adapter alt efter behov.
Hvis telefonen bliver sluttet direkte til elnettet, tager det ca. en time at oplade batteriet, mens det tager omkring to timer at oplade den via en usb-port alt efter, hvilke specifikationer porten følger.
»Vi har valgt at bruge et standard usb-interface, fordi det er noget, brugerne typisk er i nærheden af,« siger Lars Gravesen.
Lydudgangen er dog separeret fra HDMI/strømstikket ved et standard 3,5 mm minijack stik.
Android
I platformsafdelingen er smartphonen udstyret med Googles Linux-baserede styresystem til mobiltelefoner, Android.
»Vi har valgt Android, fordi det er åbent og giver os mulighed for at tilpasse vores software,« siger Lars Gravesen.
De to andre reelle alternativer Nokias Symbian og Microsofts Windows Mobile har også været inde i overvejelserne, men Lumigon har foreløbigt valgt at gå uden om dem.
»Symbian har endnu nogle touchscreen udfordringer i forhold til GUI’en, og Windows Mobile, mente vi ikke, var stabilt nok,« siger Lars Gravesen.
Han understreger dog, at når Windows Mobile 7 kommer, så vil det bestemt være en realistisk platform for telefonen også.
»Det vil jo betyde, at vi kan få fat i en væsentlig del af business-segmentet også rent markedsmæssigt. Mange virksomheder vil ikke vælge telefonen, fordi den lige nu baserer sig på en open source-platform,« siger han.
Hardwaren i telefonen kan som udgangspunkt køre både Android, Symbian og Windows Mobile, så det er en forholdsvis smal sag at udskifte softwareplatformen, bedyrer Lars Gravesen.
»Det kræver dog også en firmware-opgradering. Men ellers er der ikke noget, der forhindrer, at vi kan skifte styresystem på den, « siger han.
Valget af Android 2.1 som platform betyder desuden, at Lumigon har kunnet benytte alle de standard API’er, der følger med den. Det vil eksempelvis sige, at pc-softwaren til eksempelvis synkronisering af mail og kontaktpersoner, allerede fandtes på markedet og ikke har skullet udvikles fra bunden.
»Det ville være spild af ressourcer, hvis vi selv var begyndt at udvikle en eller anden software,« siger Lars Gravesen.
Udover de særegne funktionaliteter indeholder telefonen en hel række gængse features så som FM-radio og transmitter, A-GPS, 5 megapixel kamera og højhastigheds 3G-dataopkobling. Og så medfølger der et headset og et ladekabel til strøm. Ydermere kan tilkøbes dockinstation som indeholder HDMI opkobling til TV.





