Ungt dommerpanel skal finde årets innovative produkter
Dommerpanelet, der skal kåre vinderne af Ingeniørens Produktpris 2010, er nu på plads - og med flere kvinder end nogensinde før.
Tema
Læs også
Læs mere om
Der er mange nye ansigter i det dommerpanel, der skal uddele Ingeniørens Produktpris 2010 til det bedste nye danske teknologiske produkt.
Communitychef ved Ingeniøren, Rolf A. Clausen, mener, at dommerpanelet er så stærkt som nogensinde.
»Vi er stolte af, at Produktprisen kan tiltrække et dommerpanel af denne kvalitet med så mange nye dommere, som har markeret sig hørbart på deres fagområder,« siger han.
De nye dommere giver også panelet en yngre profil, og for første gang er der hele fem kvinder i panelet. Blandt andre er seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen fra Statens Byggeforskningsinstitut kommet med sammen med professor ved Institut for Fødevarevidenskab på Købehavns Universitet, Susanne Knøchel.
Også DTU har leveret en kvinde i form af professor ved DTU Nanotech, Anja Boisen.
»Måske får det en betydning, at vi er flere kvinder. Der er jo noget med, at kvinder lægger mere vægt på det brugerorienterede og helhedsindtrykket. Selv vil jeg se efter "den gode idé", og at det er en klar nyhed, men også designet, for det skal se godt ud - ellers holder det ikke i længden,« siger Anja Boisen, der synes, det kunne være sjovt, hvis der var nogle nanoprodukter med i konkurrencen.
Bredt dommerpanel
Ligesom sidste år er panelet også meget bredt i år - alt fra miljø og biotek til it og produktion er repræsenteret. Og som traditionen byder, har sidste års vinder - Hempel - fået en plads blandt dommerne. Hvem der får den plads i panelet næste år afhænger helt af dommernes beslutning.
Dommerpanelets formand for andet år i træk, Frede Blaabjerg, der er dekan for De Ingeniør-, Natur- og Sundhedsvidenskabelige Fakulteter på Aalborg Universitet, fortæller, at han især er interesseret i de kvantespring produkterne står for, når der skal vælges en vinder:
»Vi vil selvfølgelig se på, at produktet sætter ekstra gang i forretningen - altså om der er et forretningspotentiale. Herudover er et af de væsentligste kriterier, hvor stort et teknologispring produktet er,« siger Frede Blaabjerg.
Han forventer, at det store fokus på klima og energi det seneste år vil betyde, at dommerne vil se flere produkter inden for dette område.
Frede Blaabjerg frygter ikke, at krisen betyder, at der er kommet færre nye produkter ud fra de danske virksomheder. Måske betyder de hårde tider endda, at virksomhederne har set det som en mulighed for at skærpe positionen på markedet, vurderer han.
Det er Ingeniørens Rolf A. Clausen nu ikke helt så overbevist om:
»Vi er klar over, at finanskrisen er hård ved mange produktudviklere, så måske bliver der lidt færre deltagere i år. Men det kreative udviklingsarbejde fortsætter, så deltagerfeltet vil også denne gang dokumentere høj kvalitet for dansk produktudvikling,« siger han.
* I foråret uddeler Ingeniøren for 11. gang Danmarks mest prestigefyldte teknologipris - Produktprisen.
* Vinderen kåres blandt de indstillede produkter, og prisen gives til den virksomhed i Danmark, der i det forgangne år har udviklet det bedste produkt baseret på teknologi til et globalt marked. Herudover kåres der vindere i følgende kategorier: Elektronik, produktion/maskiner/transport, it, bioteknologi, produkter rettet til slutbrugere, sundhed/mediko/fødevarer, energi/miljø og byggeri.
* Dit firmas produkt kan nå at være med endnu, hvis det opfylder følgende tre krav: Produktet skal i design eller anvendelse tilbyde afgørende teknologisk nyhedsværdi og/eller bygge på markant teknologisk kunnen.
* Produktet skal på afgørende punkter være udviklet i Danmark. Produktet skal være lanceret på markedet mellem 31. december 2008 og 31. december 2009.
Læs mere på ing.dk/produktprisen og tilmeld jeres produkt senest 4. marts 2010 kl. 10:00 ved at skrive til community@ing.dk





