/produktion

Grundfos er primus motor i robotudvikling

Pumpeproducenten har taget over, hvor Lindø slap som den store industripartner til de danske robotudviklere. Det giver virksomheden en unik indsigt, selv om det ikke er al viden, man vil dele.

Klik for at se billedet i stort

Fleksible robotter som denne bin-picker-robotcelle, der er opstillet på Grundfos' fabrik i Bjerringbro, er et af de vigtigste forskningsområder for tiden. Robotten tager rotorhylstre op fra en europalle og har 16 forskellige måder at anvende sin griber på, afhængigt af, hvordan emnet vender. (Foto: Scape Technologies)


Læs også

Læs mere om

Af Julie Ring-Hansen Holt, lørdag 13. feb 2010 kl. 10:00

Adgangen til de førende eksperter, gode ideer, økonomiske tilskud og avanceret test- og laboratorieudstyr er nogle af de gode grunde til, at Grundfos med sin store satsning på robotceller har overtaget Lindøværftets rolle som den centrale samarbejdspartner for forskere inden for automatisering og robotteknologi.

Lige nu er fleksible robotter et af de varme udviklingsspor, og chef for Grundfos' Teknologicenter Torben Buch Rasmussen er ikke i tvivl om, hvad pumpevirksomheden får ud af projekterne:

»Vi har behov for at arbejde sammen med nogle af de lyse hoveder, der ved noget om robotteknologi, for at få så meget viden på området som muligt. Og får man dækket nogle af udgifterne, er det også godt,« siger han med henvisning til, at projekterne gerne er finansieret af eksempelvis EU eller Højteknologifonden.

»Jeg synes også, der er en stemning i Grundfos af, at vi gerne vil støtte udviklingen. Men det skal selvfølgelig give mening for os,« siger teknologichefen.

Fra mange til få

En ting er vilje, en anden er nødvendighed. Ud af de cirka 200 robotter, Grundfos har, findes langt de fleste i komponentproduktion, det vil sige i masseproduktion.

Men Torben Buch Rasmussen bilder sig ikke ind, at robotter alene kan gøre produktionen lige så billig som i udlandet, så det er nødvendigt at bruge penge på at lave unikke løsninger.

»Vi har langt hen ad vejen udnyttet det potentiale, der er i masseproduktionen. Så nu bliver vi nødt til også at se på montageprocesserne, og her kræver produktionen mere fleksible robotter,« siger han.

Derfor er virksomheden lige nu med i flere projekter om fleksibilitet i robotcellerne.

Blandt andet projektet 'Den lille hjælper', som er et samarbejde med Aalborg Universitet om en robotcelle, der selv kan køre rundt til de arbejdsstationer, hvor der er behov for den.

Nogle gribere laver Grundfos selv, men virksomheden samarbejder også i projekter som Handyman, der er en platform til udvikling af særligt avancerede griber.

»Tendensen er, at der vil komme flere varianter af produkter, så det er vigtigt at skabe fleksible celler, der kan håndtere dem. Det er også vigtigt at vi kan afskrive vores løsninger hurtigere, fordi linjerne ikke vil køre 10-15 år som nu,« siger Torben Buch Rasmussen.

Når Grundfos indgår i produktionsteknologiudviklingsprojekter med eksterne partnere forsøger virksomheden at skille nye produktudviklingsprojekter og robotudviklingsprojekter ad, så nye produkter ikke er afhængige af fremdriften i ny teknologi i produktionen.

»For at få lavet en "real life"-afprøvning bliver vi ofte nødt til at forstyrre produktionen. Men hvis den bærende idé er god, betyder det jo ofte, at en ny teknologi også bringer et differentieringselement ind i vores produktionsfabrikker, som de er afhængige af for at overleve på den lange bane,« siger teknologichefen.

Åben modus

Grundfos' rolle i udviklingsprojekterne er at indgå i udviklingen på lige fod med de andre partnere.

»Det er en åben udvikling, hvor vi udvikler i fællesskab og samler ideerne, så vi kommer frem til et resultat, flere kan bruge,« siger Torben Buch Rasmussen.

»De ideer vi selv har, prøver vi at bringe ind i, så det kommer til at ende med noget, vi kan bruge. Samtidig handler det for os om at få så meget viden ud af den åbne udvikling, som muligt.«

Det er dog ikke hele posen, Grundfos lukker op for.

»Vi holder på de ideer, konkurrenter kan bruge, så det er lidt en balancegang at give uden at give for meget. Vi passer især på med ideer, der skaber ekstern værdi. Men hvis det handler om produktionens effektivitet, er det ikke noget, der forbedrer konkurrenceevnen,« siger teknologichefen.

Alt i alt betyder adgangen til ideer, økonomi og test- og laboratorieudstyr på et højt dansk niveau, at Grundfos når sine udviklingsmål.

»Vores investering i teknologiudvikling har ikke ændret sig i 2009, fordi vi mener, vi har et antal tilstrækkeligt gode ideer, hvis potentiale fortjener at blive undersøgt. At vi har adgang til laboratoriefaciliteter og testfaciliteter er et middel til at nå vores mål,« siger Torben Buch Rasmussen.

Scape Technologies' egen video af bin picker-robotten



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.